Jeg bor over for en mand, der går mig på nerverne. Han er på en måde et slags spejlbillede af mig. Han er lyshåret, cirka 40 år gammel, underviser i pædagogik og har små børn, som han bruger meget tid sammen med. Men modsat mig, gør han alt med overskud og en selvsikkerhed, der får almindelige opdragelsesudfordringer til at prelle af. Han bliver aldrig træt, han bliver aldrig slået ud af kurs, og han lader aldrig sine frustrationer gå ud over sine børn. Og så har han selvfølgelig tre børn. Og arbejder med pædagogik på et højere niveau end mig. Og tjener helt sikkert også flere penge, end jeg gør.
---
Og ja, selvfølgelig skulle han også trumfe mig i julen. Denne stille og rolige, private højtid, hvor familierne lukker sig om sig selv og udfører deres egne ritualer, og ikke blander sig i, hvad hinanden laver. Selvfølgelig skulle han også der ind og sætte sit Superdad-stempel og minde om, at jeg aldrig nogensinde kommer til at nå ham til sokkeholderne.
Det startede med, at vi var til juletræstænding nede ved torvet, hvor halvdelen af byen var mødt frem for at se de sædvanlige julenisser og garden og selvfølgelig børnekoret, der altid synger en salme og en julesang, inden julemanden kravler op i det store træ og tænder lyset. Vi var nødt til at være der, fordi min ældste søn var blevet medlem af koret, og mens vi stod og gjorde klar til at tage en masse billeder og sende øjne og vinke diskret, og hvad man ellers gør, når man har et barn på scenen, kom Superdad hen og stillede sig ved siden af mig.
-Kan jeg ikke lige klemme mig ind her?, spurgte han.
Jeg havde lyst til at sige ”nej, desværre, du kan komme en halv time tidligere, ligesom os andre, og tror du det er for sjovt, at vi står og fryser vores røv af og hører Glade Jul med Roskildegarden? I stedet sagde jeg:
-Ja, selvfølgelig. Altid plads til en til.
Da børnene kom på scenen, viste det sig selvfølgelig, at Superdads pige stod from som et lam med et lille koket smil og sang perfekt, mens min dreng mere lignede en, der ikke anede, hvor han befandt sig. Er jeg landet på en anden planet? Hvem er jeg? Og hvorfor står mine forældre dernede og ser ud som om, de har fået noget i øjet?
Bagefter, da vi slentrede hen mod vores ladcykler, kom vi til at tale om juleaften.
-Nå, hvordan fejrer I det så i år?, spurgte Superdad.
-Vi får besøg af bedsteforældrene, stille og roligt, og så har vi besluttet at skrue lidt ned for julegaveræset i år. Det kan sgu godt blive lidt for materialistisk. De voksne giver kun hinanden små gaver, og så prøver vi at gå knap så meget amok med ungerne.
-Fed ide. Hos os har vi besluttet, at vi kun giver hinanden hjemmelavede gaver i år.
-Hjemmelavede!? Allesammen? Hvad siger børnene til det?
-De er helt oppe at køre. Hele huset ligner efterhånden julemandens værksted, fordi den ene ide tager den anden. Ja, vi har snart brugt ligeså mange penge på pap og karton, som vi plejer at bruge på julegaver ha ha.
Og så var det, at han satte trumfen ind. Som om det ikke var nok, at hele hans familie var lykkelige over udsigten til tegninger, pyntede rullinger og leraskebægre juleaften. Nej, han havde lige et ekstra lille nyrestød til den sagesløse genbo.
-Ja, og så får vi besøg af en hjemløs i år, sagde han.
-En hjemløs?!
-Ja, det var derfor, jeg kom lidt for sent til koret. Jeg var lige ovre ved hende og få bekræftet aftalen. Vi vil simpelthen så gerne vise børnene, hvad julen i virkeligheden går ud på, og det kan bare godt være svært, når vi alle sammen er så privilegerede.
-Du har helt ret. Vildt god ide.
Suk. Ja, selvfølgelig skulle han invitere en hjemløs. En vaskeægte hus-forbi-stående-på-gågaden-uden-bolig-hjemløs. Og selvfølgelig skulle det være hende, som vi altid går forbi, og hvor vi nogle gange køber et blad og siger til drengene ”at det er jo vigtigt, at vi støtter dem, der har det rigtig svært.” Men Superdad kunne selvfølgelig ikke lade det blive ved det. Han skulle selvfølgelig invitere hende med hjem juleaften, så hans børn kan lære godhed og næstekærlighed på den rigtige måde. Så de kan sidde der som familie, og mærke hvor rart det føles i maven, når man gør noget ægte godt for sine pressede medmennesker.
Og så kan vi andre jo købe nok så mange geder i Afrika, u-landskalendre og bøger om de 16 verdensmål i FN. Der er jo ikke noget, der slår at have en ægte hjemløs til at sidde og spise and og flæskesteg juleaften. Det er jo fuldstændig umuligt at hamle op med.
Tak fordi du læste med
Hvis du godt kan lide at læse om Superdad, kan du evt. læse om dengang han flyttede ind. Den tekst finder du her. Ellers skal du huske, at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments