#74 Superdad flytter ind


Tegning: Josefine Najbjerg Hansen

Jeg bor over for en mand, der går mig på nerverne. Han er på en måde et slags spejlbillede af mig. Han er lyshåret, knap 40 år gammel, underviser i pædagogik og har små børn, som han bruger meget tid sammen med. Men modsat mig, gør han alt med overskud og en selvsikkerhed, der får almindelige opdragelsesudfordringer til at prelle af. Han bliver aldrig træt, han bliver aldrig slået ud af kurs, og han lader aldrig sine frustrationer gå ud over sine børn. Og så har han selvfølgelig tre børn. Og arbejder med pædagogik på et højere niveau end mig. Og tjener helt sikkert også flere penge, end jeg gør.

Nå, men for at forklare hvor irriterende han er, vil jeg starte med at fortælle historien om den gang, han flyttede ind i huset over for. Og her er det nok bedst, hvis jeg først minder om, hvor krævende en opgave det er at flytte, mens børnene er helt små: Først skal man finde en bolig, der lever op til alle forestillingerne om det perfekte, eller i hvert fald acceptable, barndomshjem til børnene. Bagefter skal man kunne se sig selv have en hverdag i huset og mærke efter med sig selv, sin familie og sin bank, om det overhovedet er realistisk. Og så kommer alt det administrative og det lavpraktiske. Og hvis man har lyst til at læse om vores families boligkvaler, kan man gøre det her, men ellers kan man også bare tænke på de børnefamilieflytninger, man selv har været igennem. Jeg har endnu til gode at høre fra en familie med børn, at det ikke ”var noget hårdere, end vi lige regnede med”. Altså lige indtil jeg mødte Superdad. For med ham var det selvfølgelig bare en fest. Ligesom alt andet synes at være det.

Det startede en lørdag sidste sommer, hvor jeg havde lagt min yngste søn til at sove middagslur i barnevognen og sat mig til rette med avisen og en kop kaffe, da jeg pludselig hørte stemmer, der begyndte at fløjte og synge. Jeg opfattede det med det samme som en trussel mod min søns middagssøvn og besluttede mig for at sætte en stopper for det. Hvis der er noget, vi har lært, er det, at man ikke gambler med små børns søvnbehov, da det i høj grad er med til at afgøre, om det skal være en god eller dårlig dag. Hvem pokker kunne dog finde på at lave sådan et spektakel her i vores stille og rolige kvarter?

Da jeg drejede om hjørnet, kunne jeg se, at de nye genboer var kommet. Jeg havde godt fornemmet aktivitet derovre i løbet af formiddagen, men nu kunne jeg ved selvsyn se en stor stak flyttekasser og en blanding af genbrugs- og designermøbler, som ventede på at blive båret ind. Og jeg kunne også se dem, der skulle bære. En veltrænet mand i shorts og t-shirt med en hjemmelavet papirhat på hovedet og en flyttekasse i favnen. Efter ham fulgte to små børn, der også havde hjemmelavede papirhatte, og som også bar på hver deres flyttekasse. I børnestørrelse! Vi havde altså at gøre med mennesker, der havde pakket deres gamle tilværelse ned i kasser på en måde, hvor der var lige dele voksen- og børnekasser, så alle kunne være en ligeværdig del af processen. Skræmmende. Og så sang de. Og marcherede. Når de traskede ind med deres kasser i en lang række, sang de en hjemmeskrevet sang på melodien "Tre små soldater", mens de grinede og pjattede, som om det her var en festdag, som hele familien havde set frem til. Der var noget ved det overrumplende syn, der fik mig til at standse op. Og bare stå og betragte.

Jeg mindedes vores egen flytning, der blev udført af professionelle flyttemænd, og hvor vi roste hinanden for at have tilrettelagt en proces, hvor vi ikke skulle gøre det hele selv, og hvor børnene blev skærmet mest muligt. Det skulle være en rolig og ustressende flyttemandsflytning, der på ingen måde skulle minde om københavnerflytningerne, hvor man puklede en hel dag med vennerne, inden man til sidst drak øl og spiste pizzaer. Derfor havde vi udliciteret børnene til institutioner og bedsteforældre, så vi fik fred og ro til at pakke ud og sætte på plads, og så vi havde en mulighed for at have et minimum installeret, inden de kom hjem. Men da de ankom sidst på eftermiddagen, blev det alligevel en vanskelig øvelse, fordi min kæreste og jeg godt kan lide at være effektive, mens vores børn bare godt kan lide at have det sjovt. Så det blev noget med, at de blev skærmplantet, inden jeg på et tidspunkt tog dem med ud og gå en tur, så min kæreste kunne svinge sig op i hendes ultimative effektivitetsgear, hvor det er bedst, at der ikke er andre mennesker i nærheden.

Hos vores nye genbo var det åbenlyst anderledes. Her var det ikke noget problem at inkludere børnene, og det var åbenbart bare sjov og ballade med sådan en gang flyttehalløj. Jeg orkede ikke afbryde idyllen, så jeg vendte i stedet om og kørte min sovende søn 100 meter i den anden retning, mens jeg tænkte over, hvor flabet det egentlig er at synge og fløjte på sådan en solskinsdag, hvor rigtig mange naboer har brug for at slappe lidt af.

Omkring ulvetimetid besluttede jeg mig for at gå over og hilse på for at udvise godt naboskab, og for at se om de ikke var pænt udmattede efter en lang dags flytning med tre børn, hvor den ældste ikke så ud til at være en dag over seks. Det var Superdad, der åbnede. Med et stort tandpastasmil. Vi hilste på hinanden og udvekslede almindeligheder. ”Nå, så du underviser i pædagogik på universitet. Ja, jeg underviser på en professionshøjskole. Nå, I har været på en lang rejse i Østen med jeres tre små børn. Ja, det overvejer vi også at gøre, når vores bliver lidt større.”

Men det virkelige irriterende var, at jeg bag ham kunne se resten af familien sidde på gulvet og spille brætspil - måske var det Ludo - med deres åndssvage papirshatte og hygge sig på den mest harmoniske måde, jeg nogensinde har set. Ingen syntes at tage notits af, at rummet flød med flyttekasser, bunker af sorte sække og møbler, der så ud som om, de var kastet ind med en skovl.

Det her var en helt særlig overskudsfamilie, der gjorde tingene på deres egen måde, og jeg havde på fornemmelsen, at det her kun ville være begyndelsen….

Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år, og at du altid har mulighed for selv at oprette et indlæg i Jagtstuen.


Det er i øvrigt Josefine Najbjerg Hansen, der har udarbejdet piktogrammet med Superdad, og du kan se nogle af Josefines fremragende tegninger her og skrive til hende en mail på josefineart@gmail.com, hvis du lige står og mangler en tegning.

77 visninger