I sidste uge var jeg to gange ved at revne af stolthed over mit afkom. Første gang var da min ældste søn, den niårige, tog initiativ til at opbygge et foto-tegneserieunivers med ”And og Gorilla” to af vores bamser, og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at være med, fordi- citat: ”Du er så sjov at lave sådan noget med, far”. Og så sad vi ellers og ideudviklede og lavede storyboard, og junior begyndte at tage fotos, og han var ambitiøs og kreativ og ærgerrig og stillede spørgsmål i stil med: ”Er træning med e eller æ?” og ”hvordan kan jeg bedst tage et billede af Gorilla, så han ser glad ud?”. Bagefter arbejdede han med lys og tekst og blev ved, indtil det hele havde nået den ønskede kvalitet. Undervejs måtte jeg bide tungen af mig selv for ikke at overtage opgaven med alle mine blændende ideer (lidt en uvane jeg har), men jeg holdt igen, og jeg tror det lykkedes mig at finde en passende balance mellem deltagende og ydmyg, så jeg bevarede positionen som ”så sjov at lave sådan noget sammen med.”
Den anden episode kræver måske lidt forforståelse. Den 4-årige er bidt af en gal fodbold for tiden. Han tonser rundt i stuen og børnehaven og sparker til alt, hvad der rører sig. Derfor har vi også meldt ham til fodbold i den lokale klub, og vi nåede at være der et par gange før jul, men jeg havde ikke rigtig føling med hans niveau. Han er en af de yngste derhenne, og min vurdering var, at han var en okay fireårig, men langt fra de 5 og 6 årige. Men så her sidste gang, blev der lavet hold, hvor alle blev blandet helt tilfældigt på tværs af alder og niveau. Og pludselig kunne jeg se, at han var en af de bedste! Og måske den hurtigste af alle. Efter 4-5 minutter opsnappede han en bold og løb ned og scorede sit livs første ”rigtige” mål, og jeg måtte tage mig sammen for ikke at løfte hænderne i jubel og løbe ind på banen og give ham et kæmpe knus. Det lod jeg i stedet ham om. Det tog lige et sekund, inden han fattede, hvad der var sket, men så lavede han et lille hop, skreg yeeeeeeeeeeeeessssss hele vejen ud til sidelinjen, hvor jeg gav ham en high five og sagde ”skidegodt, skynd dig ind og dække op med dine holdkammerater”. I den resterende træning lavede han yderligere et par mål og nogle assists, og jeg var så stolt, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde lyst til at gå hen til nogle af de andre forældre og sige: ”Ham den lille i Benfica trøjen, det er min søn”, men det ville trods alt være for underligt - så jeg holdt mig i skinnet, prøvede at se cool ud og mindede mig selv om, at jeg er vild med breddeidræt, hvor det vigtigste som bekendt er ”at være med”.
På vej hjem på ladcyklen tænkte jeg en del over, at det egentlig er ret vildt, hvis min ældste søn ender som en ny Thomas Vinterberg og en dag står på scenen i Los Angeles med en Oscar i hånden og siger: ”Ja, det hele startede jo med, at jeg lavede en stribe And og Gorilla tegneserier med min far”. Og hvis min yngste bliver professionel fodboldspiller og bruger mig som agent (og så skal vi bare finde ud af, om det skal være Lyngby, Brøndby eller måske Silkeborg og senere, om det er federe at blive en stor stjerne i en lille liga, som Brian Laudrup i Glasgow Rangers, eller om vi hellere skal satse på en mellemklub i eksempelvis La liga).
Men i første omgang skal jeg nok lige lade dem være børn lidt. Og slappe lidt af. Og lade dem udvikle en indre motivation, så de ikke en dag finder ud af, at de udelukkende laver film og spiller fodbold, fordi de ser glæden og stoltheden i deres fars øjne. Det ville være helt forkert. For jeg ville jo være præcis ligeså stolt af dem, hvis de gik til ballet eller dans eller hønsestrik eller spejder.
Ville jeg ikke? Jo, selvfølgelig ville jeg det.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her.
