Jeg er vild med andelstanken. Jeg synes, det er genialt, at en gruppe mennesker kan gå sammen om at eje noget og sørge for en god og sund forretning. Ligesom man kendte det i gamle dage med andelsmejerierne og Brugsen. Hvor borgerne i landsbyen gik sammen om sikre en god produktion i området, så der blev produceret den mængde varer, der var behov for til en ordentlig pris. Hvor man stemte efter hoveder og ikke ”høveder”, så hver andelshaver havde én stemme på generalforsamlingen, uanset hvor stor deres produktion måtte være. Færdig bum. Total retfærdig måde at producere på - og bestemme på - hvor man oven i købet sikrede sig, at man ikke begik rovdrift på naturen, fordi det ikke handlede om evig vækst og benhård konkurrence, men om at producere lige præcis de liter mælk og det antal brød, der var behov for.
Jeg synes, det er absurd, for galt og helt ude i hampen, når jeg kigger på den overproduktion, og transport af varer, der finder sted i dag, samtidig med at alle politikerne plaprer om, at de vil gøre noget godt for klimaet. Det hænger jo slet ikke sammen, at havene stiger og polerne smelter, samtidig med at en lille fryser med ”stop madspild” og en ekstra afgift på plastikposer er de eneste tiltag mod global opvarmning, man finder nede i supermarkedet. Politikerne har åbenlyst givet op på den grønne dagsorden, selvom de påstår, ”at Danmark er et grønt foregangsland, som alle de andre kigger efter”.
Men det er ikke kun på grund af klimaet, at jeg bliver provokeret. Det er også, fordi vi lever i en verden, hvor milliardærer og store virksomheder skovler penge ind ved at producere dimsedutter og dingenoter til mennesker i den vestlige verden, der har så rigeligt i forvejen. Hvor grådighed og materialisme stortrives i et sindrigt globalt kredsløb, som er lige ved at kollapse, når en industrihavn lukker i Kina eller et containerskib sætter sig på tværs i Suez Kanalen.
Og det er derfor, jeg har købt en gård. Ja, ikke bare én gård, men faktisk tre gårde. Sammen med en hel masse andre. Og jeg ved godt, at det kun er en dråbe i havet, men jeg synes, det er formidabelt, at der en bevægelse, der har sat sig for at gentænke andelstanken og er begyndt at udfolde den i stor skala. Det fungerer sådan, at man betaler 150 kroner om måneden i en form for andelskontingent, og når bevægelsen så har købt en gård med noget jord, sætter den et par idealistiske ”bonderøvstyper” derud, som så dyrker økologisk, klimavenligt og biodiversitetsfremmende med respekt for insekter, sommerfugle og skrubtudser.
Og prøv en gang at tænk over, hvor smukt det er, hvis mennesker i Danmark, eller verden, begynder at købe jordkloden tilbage, fordi vi gerne vil tage vare på den og sikre vores børns og børnebørns fremtid, når nu politikerne ikke orker det. Jeg forestiller mig, at denne bevægelse kan blive gigantisk og forene grønne bedstemødre, klimaangste unge, byboere med dårlig samvittighed, naturvejledere, grønne forskere og alle os, der ønsker, at Danmark skal ligne en scene fra Vagabonderne på Bakkegården. Jeg er efterhånden overbevist om, at grøn omstilling skal komme fra borgerne selv, og for mig giver det mening, at investere i noget, som er lokalt og synligt, og hvor man kan følge udviklingen og se, hvordan det vokser organisk.
Og så er det oven i købet godt for samvittigheden:
Jeg har ofte haft det lidt skidt med, at mine drenge vokser op uden have og jord under neglene, fordi jeg ved, det vil være så sundt for dem.
Jeg har også haft svært at sige nej til godhedssælgere på strøget, når de kom med deres foldere og tilbud om at blive medlemmer af Green Peace eller UNICEF. Jeg har følt, at jeg burde være med i det hele og derfor svigtede verden, når jeg rystede på hovedet og smilende tilkendegav, "at jeg skam allerede er medlem" (selvom det ikke passede).
Men gårdejerskabet har løst alle mine samvittighedskvaler. Nu går jeg fløjtende forbi gadesælgerne og ved, at jeg er i fuld gang med at redde verden, samtidig med at jeg kan sige sætninger til mine drenge i stil med: ”Ja, det kan godt være, vi ikke har nogen have, og at I primært kender naturen fra fjernsynet, men når det bliver lidt bedre vejr, skal vi på udflugt og se fars bondegårde.”
---
Så hvis du savner at gøre noget godt for klimaet og dig selv, kan du jo overveje at købe en andel af en gård. På den måde bidrager du til en bæredygtig produktion, demokratiske beslutningsprocesser, mindre afstand fra jord til bord, bedre livskvalitet til skrubtudserne, job til idealistiske økolandmænd - samtidig med at du bliver forsynet med en masse gode sætninger til dine naturhungrende børn og gadesælgerne nede på strøget.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her.
