#355 Parringsritualer

Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Jeg har fundet et lillebitte rumvæsen. Og nu kan jeg mærke, at du bliver skeptisk og ikke tror på mig og vil have beviser og den slags. Og det synes jeg ærlig talt er skuffende. Vi plejer at kunne stole på hinanden. Altså, jeg stoler jo på dig, læser, og så må du også kunne stole på mig. Også selvom det lyder en smule urealistisk.  Og hvis du stadig ikke tror på mig, synes jeg, du skal læse sidste uges tekst, som burde være bevis nok.

Nå, men nu har jeg altså boet sammen med mit lille rumvæsen i en uges tid, og det er faktisk utroligt så omvæltende det er, når der kommer en ny lille størrelse ind i husstanden. Men det kender småbørnsforældre jo alt til. Jeg nyder dog meget vores ture rundt i byen. Så sidder han i brystlommen på min skjorte og stiller nysgerrige spørgsmål om menneskearten, og jeg forsøger at svare efter bedste evne. Det allerførste han studsede over, var vores tøj.

-Hvorfor fanden er i alle sammen pakket ind?, spurgte han.

Ja, han bander meget. Det skyldes, at han sprogligt er kodet efter en tilfældig 13-årig teenager fra Kirke Hyllinge.

-Du mener hvorfor vi har tøj på? Det er et spørgsmål om evolution og historisk udvikling. Hvis du går nogle tusind år tilbage, havde vi ikke tøj på, men så er det ligesom kommet til, og det er jo også meget smart i forhold til at holde varmen.

-Det må da være vildt bøvlet, og det ser jo ud til, at der er adskillige lag?

-Ja, men det er også, fordi det er vinter. Om sommeren har folk slet ikke så meget tøj på.

Og så tænkte den lille fyr sig om.

-Bliver parringen ikke vanskelig, når man er pakket ind på den måde?

Og her blev jeg så lige mindet om, at jeg talte med et rumvæsen, et meget direkte rumvæsen.

-Øh jo, det kan man godt sige. For os er parringsritualet temmelig privat, og ikke noget man sådan går og snakker om. Det foregår faktisk mest i soveværelset bag nedrullede gardiner.

-Hvor mange gange om dagen gør man det så?

Her kunne jeg mærke, at jeg talte med en helt anden art.

-Øh, det er meget forskelligt, hvor tit man gør det. Og det kan godt være temmelig svært, hvis man har unger. For de må helst ikke se det.  Så det kræver ligesom, at de sover eller ikke er der, og om aftenen er de voksne tit for trætte, fordi de har været på arbejde og har klaret al husholdningen og børnepasningen.

-Det lyder sgu ikke særlig smart for artens videreførelse.

-Nej, der kan du have en pointe. Der er også mange, der mener, at det er lidt for hårdt at være småbørnsfamilie. Nogle synes, at man skulle have lov til at arbejde mindre, mens børnene er små, eller at man burde have nogle flere rettigheder. Og så er der også nogle forældre, der har svært ved at vælge noget fra, fordi de gerne vil klare sig godt i flere arenaer samtidig. De vil både gerne gøre karriere, have et fedt hus og tage på nogle vilde ferier, samtidig med at de har helt små børn, og det kan altså være svært at lykkes med det hele (det kan du i øvrigt læse mere om i denne oldgamle tekst om at hente sine unger tidligt).

-Det lyder helt fucked. Og som om der ikke er ret meget parring?

-Det er der måske heller ikke. Og der er yderligere det problem mange steder, at familierne er dårlige til at fordele ansvarsområderne i hjemmet, så moren ender med det man kalder the Mental Load (som jeg også har skrevet en tekst om). Og så har man heller ikke lyst til ”parring” når man er helt smadret om aftenen. Og det kan nogle mænd have svært ved at forstå, for de er måske ikke lige så smadrede, eller i hvert fald smadrede på en anden måde. Så det kan give nogle ubalancer.

-Seriøst det lyder ikke særlig klogt. På planeten Concordia skal man bare gnide sig op af hunnen i ti minutter, og så lægger hun et æg. Og vi er heller ikke pakket ind!

Vi gik lidt videre uden at sige noget. Nogle gange er samtaler med rumvæsener så underlige, at man lige skal bruge et par minutter på at fordøje dem. Og tænke over, om de egentlig har fat i nogle relevante pointer.

Tak fordi du læste med.