#357 Vogn 61 - Stillezonen

Onsdag kl. 19:07

Det er længe siden, jeg har skrevet et togindlæg, så nu må det være på høje tid. Tog er nemlig geniale at skrive i. Når man kører alene. Og sidder i stillezonen. Det eneste, der kan forstyrre på sådan en tur, er, når passageren ved siden af læner sig ind over ens plads for at vinke til en veninde på perronen ( skete for to minutter siden). Men ellers kan man være rimelig sikker på at sidde i fred. Og fordybe sig i teksten. Mens tiden går og det mørke landskab suser forbi på den anden side af ruden og minder om, hvor lang og kold og uendelig denne januar synes at være.  

Har lige været i Jylland og holde foredrag for en hulens masse mennesker. For anden uge i træk. Jeg kunne mærke, at det gik godt. Folk var koncentrerede, lyttende og deltagende og indimellem så de også ud til at tænke over tingene. Og de gav mig også et stort bifald til sidst, inden jeg måtte halse ud til taxaen, som skulle køre mig til stationen.

Og nu sidder jeg her i stillezonen og evaluerer. Hvis det havde været for 15 år siden, ville jeg have åbnet en kold øl og tændt en smøg (inde i rygeren). Nu tænker jeg i stedet over, om jeg kan nå op og købe en kop kaffe, når jeg på et tidspunkt skal skifte tog i Odense.

Turen derover var anderledes intens. Her valgte DSB at trykteste mit nervesystem ved at organisere signalfejl og mekaniske udfordringer i en grad, så det blev et spørgsmål og tid og ledige taxaer overhovedet at nå frem til foredraget i tide. Og det samme skete i sidste uge.

Som om DSB har udviklet en masterplan, hvor de stresser passagerne på vej til destinationen, så de husker at sætte pris på, når togene fungerer på hjemrejsen.

Har siddet meget i Intercitytog i januar. Og været arbejdsagtig. Ja, vel næsten karriereagtig. Og jeg kan umiddelbart ikke lide det. Altså, jeg kan godt lide arbejdsopgaverne, for dem har jeg selv valgt, men jeg kan ikke lide at arbejde så mange timer og være så meget væk hjemmefra. Og jeg er heller ikke vant til det. Lige siden ungerne var små har jeg været deltidsansat, og jeg har altid sat en ære i at have en god work-life-balance som det hedder på irriterende nydansk, og det er er faktisk altid lykkes mig. På nær måske lige i denne januar, hvor det er stukket lidt af.

Derfor har jeg også haft ondt mig selv: ”Hvor er det synd for mig, at jeg skal stå op og smøre madpakker, når jeg har sådan nogle vigtige arbejdsopgaver” og ”jeg bliver nødt til at vente med at ordne køkkenet, til jeg har forberedt mig ordentligt til i morgen.” Jeg har oplevet at falde ud af samtaler med kæresten og børnene, fordi mine tanker helt automatisk er kredset om arbejdsopgaverne, ligesom jeg ganske enkelt har glemt nogle af de praktiske opgaver, som jeg ellers altid plejer at stå for.  

Gad vide om det er sådan, rigtige karriere-mennesker har det? At de kun er halvt til stede derhjemme. Fordi det virkelige sus og den synlige anerkendelse findes på jobbet? Og så må de ligesom slæbe sig igennem de huslige pligter og de daglige gøremål, indtil det igen er tid til at sætte sig ind i Intercitytoget eller bilen for at gøre en forskel i erhvervslivet. Eller mærke suset i foredragssalen.

Men er det ikke også disse mennesker, der på et tidspunkt stopper og siger: ”Hvis jeg skulle gøre én ting om, ville jeg have arbejdet noget mindre og været mere sammen med min familie”.  Godt januar snart er slut, så normaliteten igen kan indfinde sig.

Og nu er jeg snart i Odense, hvor jeg forhåbentlig kan nå at købe kaffe.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her