#356 Menneskene og deres elskede plader

Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Jeg har fundet et lillebitte rumvæsen. Og nu kan jeg mærke, at du bliver skeptisk og ikke tror på mig og vil have beviser og den slags. Og det synes jeg ærlig talt er skuffende. Vi plejer at kunne stole på hinanden. Altså, jeg stoler jo på dig, læser, og så må du også kunne stole på mig. Også selvom det lyder en smule urealistisk.  Og hvis du stadig ikke tror på mig, synes jeg, du skal læse forrige uges tekst, som burde være bevis nok.

Nå, men jeg er begyndt at nyde vores gåture, hvor Educus sidder i brystlommen, mens jeg får spadseret nogle ture, og jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom at have en hund, som man er nødt til at få luftet.  Selvom der egentlig ikke er tid i januar, som er en temmelig arbejdspresset måned. Men jeg har lovet at vise ham vores verden, og det var trods alt også mig, der kom til at træde på ham, så hans ene arm nu hænger i en tynd tråd.

Forleden på vores gåtur i Roskilde stillede han igen nogle interessante spørgsmål:

-Hvad fanden er det for nogle plader, alle mennesker har?

Ja, han bander stadig utrolig meget.

-Plader? Hvad mener du?, spurgte jeg.

-I går alle sammen og kigger ned i nogle små sorte plader.

-Nå, vores telefoner. Det er sådan nogle maskiner, som er opfundet, så man kan tale med hinanden, selvom man ikke lige er sammen.

-Hvorfor er det nødvendigt?

-Øh, det kan være, at man lige skal aftale noget eller ønske hinanden en god dag.

-Så er mennesker godt nok gode til at ønske hinanden en god dag, for de kigger jo på dem konstant.

-Ja, men det er også nogle smarte telefoner. Man kan læse på dem, og se billeder på dem, og modtage små tekstbeskeder.

-Jeg er ikke sikker på, jeg forstår det. Er det sjovere at kigge på folk i pladerne end folk i virkeligheden?

-Øh, ja, det er faktisk et godt spørgsmål. Men det er som om ”pladerne” er vanedannende. Altså jeg er jo en af de få, der ikke har en, fordi jeg ikke tror, jeg vil kunne styre det (hvilket man kan læse om i denne oldgamle tekst). Men de langt fleste kan slet ikke forestille sig et liv uden en "plade".

-Ligesom dine unger?

-Hvad mener du? Min den yngste har slet ikke en telefon, og den store bruger den da ikke særlig meget.

-Nej, men så bruger de den store plade.

-Åh, du mener computeren. Synes du virkelig, de bruger den så meget? Er det for meget? Vi prøver jo at sætte begrænsninger, men det skrider nogle gange her om vinteren. Og der er jo også forskellige måder at være ”på”. Nogle gange spiller de online med deres venner, ikke? Og andre gange spiller mine to drenge sammen. Og det er da bedre, ikke? Eller tænker du, at det er for voldsomt? Er det noget, du har tænkt aktivt over og ser som et problem? Og tror du, de er mere på end andre? Ej, nu bliver jeg seriøst bekymret. Hvis du kan komme flyvende fra en fremmed planet og med det samme konstatere, at mine unger er for meget på skærm, så må der jo være noget om det. Vil du ikke nok lade være med at sige det til nogen? Det er tabubelagt, når ens børn er for meget på skærm. Det kan sætte mig i bås som en dårlig forælder, der ikke gider være sammen med mine børn, eller som ikke tager skærmenes farer eller internettets forbandelser alvorligt. Du må ikke sige det til nogen. Lover du det?

-Hey, jeg kender jo ligesom ikke andre mennesker end dig. Men jeg tror, du har et fucked up forhold til pladerne. Og det tror jeg ærlig talt at mange af jer mennesker har.

-Ja, det kan sgu godt være, du har ret.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her