#160 Prinsen af FCK
top of page

#160 Prinsen af FCK


Foto: Unsplash.com

Dette indlæg har også været bragt i Jyllandsposten d. 22/04 2022


Hvad bilder han sig ind? Luk kongehuset. Det er fandeme ikke i orden. Reaktionerne var overvældende, da man så prins Christian i VIP loungen, omgivet af københavnsk overklasse og importerede jyske købmænd a la PC, sidde og blamere sig med popcorn, cola og et FCK-halstørklæde. Som om han var en helt almindelig dreng, der kunne tillade sig at bruge en søndag på at gå til fodbold, ligesom alle andre 16 årige drenge.


Fatter han ikke, at han skal være konge en dag og repræsentere Danmark? Og hvordan skulle han kunne repræsentere dem fra Brøndby, når han kan sidde og skabe sig sådan en søndag eftermiddag? Og har han også tænkt sig at sidde med halstørklædet på, når han en gang skal holde nytårstaler? Eller måske spillerdragten? Ja, han kommer garanteret til at sidde i fuldt FCK ornat og holde nytårstaler, og i stedet for at sige Gud bevare Danmark, siger han sikkert ”hader dem fra pestegnen”. Det er jo fuldstændig vanvittigt, at man kan indtage sådan et standpunkt som royal, og det viser bare, hvor skadelig en kultur, der har spredt sig i de kongelige gemakker.


Og jeg ved bare, det er Pingos skyld. Alt hans fokus på løberi og sport, har selvfølgelig påvirket den lille prins, og jeg forestiller mig, at de har leget i den kongelige have, og Pingo har hoppet rundt som en frømand med gravhundene ved anklerne og råbt sætninger som: "Jeg elsker AGF, og Royal Run er bare det bedste i hele verden." Og den lille prins har lyttet, for man lytter jo til sin far, og langsomt er sportsværdierne sunket ind i hans krop og har taget bolig i hans sjæl.


Og han har sikkert også været til banketter, hvor hofmarskalerne og bjørneskindshuerne har ladet luskede Lars Seir agtige typer fra erhvervslivet komme ind, fordi kongehuset ved, at de er nødt til at mingle med Mærsk og de andre jakkesæt, hvis de skal opretholde bare en smule royal standard oven på ”husmandskosten”, som de kalder den utilstrækkelige apanage. Og de der luskede Lars Seir Typer har sikkert listet sig op til prinsen og hvisket ham i øret: ”Jeg kan skaffe dig platinsæsonkort og et årsforbrug af popcorn, hvis du vil komme og drysse royalt stjernestøv over min elskede lille fodboldklub.” Og det har den lille Christian jo ikke kunne stå for, og det lød sørme sjovt og lige i far Pingos ånd


Men det skuffer mig, at farmor ikke har sat foden ned her. Hun burde med det samme have luret faresignalerne ved den slags antikongelig adfærd, for hun har jo netop sørget for at holde sig kongelig hele vejen igennem med grønlandske folkedragter, gudstjenester, skoleskib og børnehaver med flag og alt det der. Hun ville aldrig bevæge sig ind på et fodboldstadion (med mindre Danmark kom i VM finalen), og hun ved om nogen, at det er vigtigt at holde sin sti ren og gå til gobelin frem for strikning og ryge Gauloise frem for røde Prince.


Hvor er det bare skuffende, at kongehuset ikke kan lade de nye generationer af prinser og prinsesser vokse op i fuldstændig afskærmede miljøer, på slotte og herregårde med hubertusjagter og elefantordner, og hvad der ellers hører sig til. Vi har brug for royale forbilleder, som ikke er ligesom dem, vi møder nede i Brugsen. Og hvad blev der egentlig af at bruge kroner? Er det bare fuldstændig ude? Jeg synes, at alle de kongelige burde få kroner på igen, og det kan da ikke passe, at min den fireårige skal se mere royal ud efter at have smadret en tønde til fastelavn end vores fremtidige konge på et fodboldstadion. Og hvad med scepteret, nu vi er i gang. Jeg har lige været på Rosenborg, hvor der står det fineste scepter i en glasmontre, og hvorfor skal det stå der som et bedaget fortidslevn, når det ligeså godt kunne gøre nytte på hovedet af vores allesammens kommende konge, så han om ikke andet kunne se en smule royal ud.


Så her er mit forslag. For fremtiden skal prins Christian ikke se fodbold. Og hvis han endelig skal til landskamp, for eksempel hos kollegerne i Qatar til vinter, bør det foregå på en trone, med en prinsekrone på hovedet og vort fine gamle scepter i den kongelige prinsehånd. Vi bliver simpelthen nødt til at stoppe med at tro, at vores kongelige overhoveder er ligesom alle andre mennesker med almindelig behov, interesser og drømme om fremtiden.


Tak fordi du læste med og Gud bevare Danmark.


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page