Jeg vil ikke til babyrytmik. Jeg har bare ikke lyst til det. Jeg tror, det er tanken om en gruppe mødre, der sidder i rundkreds med deres babyer og siger:
- Hjemme hos os spiser vi kun økologisk.
- Vi træner altid grovmotorik.
- Vi har lige købt en ”rede” til vores lille pige for kun 600 kroner.
- Vi laver altid øllebrød om morgenen, og det er virkelig lækkert.
- Se hvordan jeg holder min baby helt perfekt, når hun skal ammes.
--
Det er ikke, fordi jeg er bange for, at jeg vil falde igennem. Slet ikke. Jeg ved, at mødrene ville synes, at det var sødt med sådan en klumpedumpefar, og ”hvor er det bare sejt, at du er kommet”. Jeg er heller ikke bange for, at jeg ikke ville kunne styre min baby – jeg er faktisk ret god til at styre babyer (hvis jeg selv skal sige det), og jeg ved, at jeg ville føle mig nogenlunde selvsikker i sådan en sammenhæng.
Det handler mere om, at jeg mistænker babyrytmik for at være et fællesskab, hvor en gruppe ressourcestærke mødre mødes og støtter op om tendenser og produkter, der lige er oppe i tiden. Hvor man taler om, hvad man skal gøre, og hvad man skal købe, og hvor man uden at ville det, ensretter hinanden, så der til sidst kun findes én måde at være rigtig forælder på.
Og sådan noget kan jeg ikke fordrage. Selvfølgelig paradoksalt, når jeg nu selv er på jagt efter den gode opdragelse, men jeg er bare sådan indrettet, at når jeg møder nogen, der mener at have fundet sandheden, så får jeg altid lyst til at mene det modsatte. Og jeg forestiller mig altså, at babyrytmik er et sted, hvor der sidder nogle mødre, der mener at have fundet den absolutte sådan-har-du-baby-på-den-helt-perfekte-måde-formel, som de har et stort behov for at prædike og formidle til andre – og jeg er da godt klar over, at det sikkert er løgn, men forestillingen har ligesom sat sig fast.
Og så er det også et spørgsmål om maskulinitet. Siden jeg læste Karl Ove Knausgårds oplevelser med babyrytmik i Min Kamp, bind 2, hvor han føler sig ydmyget og kastreret og begynder at fantasere om at have sex med underviseren, har jeg ikke kunne udholde tanken ud om at være en af ”de bløde mænd” til babyrytmik. Og det er egentlig underligt. På alle andre områder har jeg intet imod at være ”den bløde mand”, der skifter bleer og kører med barnevogn. Jeg sidder rank og stolt med min søn i venteværelset, når han skal vaccineres, laver babymos og er en af de fædre, der meget ofte henter nede i vuggestuen. Og det går på ingen måde ud over min selvfølelse som mand. Jeg føler mig tværtimod maskulint styrket ved tanken om, at jeg gør noget godt for mine to små sønner.
Men der er altså en undtagelse, der hedder babyrytmik. Det er som om ”den bløde mand”, der sidder i rundkredsen og laver øvelser og stimulerer sit spædbarn sammen med en masse mødre, er en mand, jeg bliver nødt til at tage afstand fra. Jeg har ham mistænkt for at handle i strid med sin inderste natur, så han en dag bliver en af dem, der overkompenserer helt vildt og løber en tredobbelt ironman som tooghalvtreds-årig. Eller bliver en konfliktsky type, der makker ret i en sådan grad, at konen en dag, når børnene er flyttet hjemmefra, vender sig mod ham og siger: ”Hvor er du dog blevet et intetsigende og ligegyldigt væsen, og jeg har i øvrigt fundet en anden.”
Men det kan da sagtens være, jeg tager fejl. Jeg ved ikke ret meget om babyrytmik, og som det måske fremgår af ovenstående, tør jeg heller ikke give det chancen.
Tak fordi du læste med
Denne tekst er en gennemskrivning af teksten Babyrytmik -nej tak der blev udgivet i maj 2019. Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
