#178 Tønder Festival


Tegning: Josefine Najbjerg Hansen


Ugens tekst er muligvis mest for Tøndernørder. Eller folk, der overvejer at tage til Tønder. Og det burde alle i princippet overveje, i hvert fald hvis man godt kan lide bluegrass, americana diverse former for støvet country eller skots og irsk folkemusik. Og så er det et fremragende sted at komme med børn. Der er nemlig plads til dem. Alt på Tønder festivalen er en lille smule mere lækkert og bekvemt end på andre festivaler, så det er virkelig godt bud på en festival for dig, der gerne vil have musikalske oplevelser med ungerne, men som ikke lige kan overskue en Roskilde med det hele.


Og så har festivalen fået et børneunivers, som DGI står for, hvor man kan foretage sig en masse ting. Festivalen har bedt mig og min dygtige tegneven, Josefine Najbjerg Hansen, om at lave nogle tekster og tegninger for dem, som de kan bruge til deres markedsføring, og her er et par af dem:


---


Tønder festival- børneunivers

Jeg er rigtig glad for det nye børneunivers på Tønder Festival, og nu skal I hvorfor. Mit navn er Niels Harpe Iversen, jeg er 10 år gammel, og man kan roligt kalde mig et rigtigt Tønderbarn.


Mine forældre mødte hinanden over en Guinness på Hagges under finanskrisen, og lige siden har de holdt sammen i tykt og tyndt, selvom deres udgangspunkt er temmelig vanskeligt. Min mor tilhører den del af tønderpublikummet, der elsker irsk og skotsk musik, og hun bliver nærmest lykkelig, når hun hører ordene Celtisk eller skotsk højslette. Min far derimod er vild med cowboyhatte, steelguitars og alt hvad der dufter af Kentucky, Nashville og Oklahoma. De er altså fuldstændig uenige om, hvad god musik er, men enige om, at den bedste af slagsen findes på Tønder festival i slutningen af august.


Deres musikalske uenigheder kom til udtryk, allerede inden jeg blev født. Min mor havde læst, at det var sundt at spille ”musik til maven”, men de kunne ikke blive enige om, hvad de skulle spille, og så delte de eftermiddagene op. Først fik jeg en halv time med violin og sækkepibe og senere en halv time med Bluegrass og støvet country. Hvis det passede, sluttede de af med at skrue op for radioen, når Alex Nyborg sad og røg cigaretter og vendte plader i sin kælder, og jeg ved ikke, om det er på grund af mavekoncerterne, men den dag i dag bliver jeg stadig tryg og rolig, når jeg hører Alex om eftermiddagen på P5.


Mit navn er også et kompromis mellem mor og far. Mor synes, at jeg skulle hedde Ronni, som ligger tæt op ad Runrig, mens min far vekslede mellem Pokey, Sturgill og Steve, inden de i sidste ende blev enige om Niels, for som de siger: ”Det eneste alle Tønderfolk er enige om, er, at de ikke har noget imod Niels Hausgaard. I forhold til mellemnavnet ”harpe” tænkte mor på den traditionelle harpe, mens min far så en mundharmonika for sit indre blik. Iversen har vi arvet fra en landmandsslægt på Møn, og det er der ikke noget interessant ved, bortset fra, at min far nogen gange påstår, at vi har fået ”det vilde vesten” ind i årerne, fordi vi i generationer har bevæget os blandt korn, heste og kvæg.


Nå, men nu er det Tøndertid, og så ved jeg, at mine forældre bliver mærkelige igen. I ugevis har de siddet med APP’en og bogen og krydset af og streget under, og nu har de begge to, igen, så mange koncerter de skal til, at de nærmest ikke har tid til mig. Men så er det jo godt, at jeg har mit eget børneunivers, hvor alt er skruet sammen, så det passer til mig. I år glæder jeg mig særligt til at prøve den oppustelige fodboldbane, discgolf og stangtennis, men jeg har hørt, at der kommer til at være en helt masse aktiviteter og legemuligheder til børnene.


Heldigvis skal min bedstemor også med, og hun er god til at tage sig af mig. Hun er ikke helt ligeså skør som mine forældre (hvis bare hun får lov til at se Poul Dissing mindekoncert og Rikke Thomsen). Men det er noget af det, jeg allerbedst kan lidt ved Tønderfestivalen. Her er der plads til alle generationer, og det er som om alle er enige om at være i godt humør og bare nyde stemningen, musikken og hinanden.




Tønder festival- børneuniverset

Mit navn er Niels Harpe Iversen, jeg er ti år gammel, og ifølge mine forældre er jeg undfanget i et iglotelt efter en Avett Brothers koncert, hvor end ikke den silende regn kunne forhindre voksne mennesker i at falde om halsen på hinanden. Og nu er det så festivaltid igen. I år er jeg blevet gammel nok til at høre koncerter, men jeg glæder mig allermest til at lege oppe i børneuniverset, hvor jeg har hørt, at der er en pannabane. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg forestiller mig noget i den her stil:



Tegning: Josefine Najbjerg Hansen

Tønder festival - børneuniverset

Mit navn er Niels Harpe Iversen, jeg er ti år gammel, og mine forældre er så glade for Tønder festival, at de altid taler om den, når vi skal spise. For eksempel siger de, at maden er ”handmade”, og jeg hører ofte sætningen ”Let the Cirkle be Unbroken” når jeg spørger, om jeg ikke må gå fra bordet. Ja, og min far skal også altid kommentere på de blødkogte æg og sige noget i stil med: ”Ja, det er da godt, det ikke er solæg, for det spiser vi kun en gang om året ha ha.” Mine forældre har i det hele taget Tønder på hjernen, og derfor er jeg glad for, at der er lavet et univers, hvor jeg kan hænge ud med børnene, og hvor der sker en hel masse spændende. I år er der for eksempel noget, der hedder sansekasser. Jeg ved ikke, helt, hvad det er, men jeg forestiller mig noget i denne her stil:



Tegning: Josefine Najbjerg Hansen

Tønder festival - børneuniverset

Mit navn er Niels Harpe Iversen, jeg er ti år gammel, og mine forældre er så vilde med Tønder Festivalen, at de finder tegn på den overalt. For eksempel er der et vejarbejderskilt på vores nabogade, hvor der stor ”folk på vejen” og hver gang min far ser den, siger han: Fedt, så må vi hjem og hente vores instrumenter. Og min mor er ligeså slem. Hver gang hun er sammen med andre kvinder, udbryder hun: Ja, så sidder vi igen her og hygger os i womens cirkle. Og nu er det så festivaltid igen, og i år glæder jeg mig mega meget til at komme op i børneuniverset. Jeg har hørt, at der skulle være noget, der hedder stigegolf. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg forestiller mig noget i denne her stil:



Tegning: Josefine Najbjerg Hansen

Tak fordi du læste med.


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle