#365 Alle veje fører til Rom

Jeg sidder i en flyver på vej til Rom. Alene. Jeg er ikke vant til at flyve alene. Jeg har en gang for mange år siden fløjet alene til Mexico, ligesom jeg har prøvet det til London og Amsterdam. Men det er ikke noget, jeg gør mig i. Jeg er ikke sådan en, der lige flyver alene på en forlænget weekend, eller hvor mit arbejde påbyder mig at flyve til udlandet for at nappe et møde. Flyvning er for mig en social begivenhed. Noget man gør sammen. En sjælden gang imellem.

Det har i øvrigt gjort det nemmere for mig at flyve, at jeg har fået en familie. Tidligere kunne jeg blive nervøs og have optræk til flyskræk, men efter ungerne er begyndt at flyve med, koncentrerer jeg mig så meget om deres velbefindende, og adfærd, at jeg ikke rigtig har tid til at tænke over den slags. Måske bliver jeg også sådan lidt forbilledeagtig. Og slår rationaliteten til. Det er jo trods alt verdens sikreste transportform, og det kan man jo ligeså godt vise sine unger.

Samtidig skal de jo også vænnes til ikke at flyve så meget. Og det prøver vi jo faktisk også at efterleve. Derfor tager vi for eksempel ofte toget, når vi skal sydpå. Og det har min kæreste og ungerne også gjort denne gang. De tog toget til Hamborg i lørdags op hoppede på et nattog til Zürich og derfra videre til Milano og Rom, hvor jeg så kommer flyvende i dag, torsdag. Jeg kunne ikke få det til at passe med arbejde, og min kæreste skulle bruge den sidste barsel inden maj, og så fandt vi på, at de skulle tage i forvejen. Med toget.

Og det var faktisk en temmelig speciel oplevelse. Altså det der med at sætte sin familie på et tog ned i Europa, mens jeg selv skulle blive hjemme. Og det blev endda toppet ved at jeg skulle til Malmö lørdag aften og høre koncert, så på tidspunkt kørte jeg med toget ud af landet mod nord, mens de trillede over grænsen syd for Padborg.

På en måde føltes det skrupforkert. Samtidig med at det føltes rigtigt. På forkertsiden føltes det som om jeg sendte min familie helt alene ned i det fremmede, det farlige og det ukendte, og endda ud på de tyske skinner, som efterhånden er notorisk kendt for forsinkelser, aflysninger og frustrerede passagerer, der pludselig skal finde hoteller og flyafgange i panik, fordi deres tog er brændt sammen i en flække nord for Hamborg.

Og så var der de andre bekymringer. Hvad nu hvis der sker dem noget? Hvad nu hvis de får stjålet deres penge? Eller telefonerne? Eller hvis der pludselig er bøvl på hotellet? Eller hvis de ikke kan finde hotellet? Eller hvis de bliver væk fra hinanden? Så står de pludselig der, nede i Europa, og er fucked. Mens jeg står på et koncertsted i Malmö og drikker fadøl.

På den anden side er det jo helt rigtigt at sende dem afsted og tro på, at selvfølgelig kan de klare det selv. Og så er Europa jo heller ikke mere farlig. Og folk er jo generelt supervenlige. Og hvem røver lige en mor med hendes to drenge? Og togene kører jo trods alt som regel til tiden. Og hvorfor skulle de blive væk fra hinanden? Hvor tit er det lige, vi bliver væk fra hinanden, når vi går rundt i Roskilde eller København?

Og det er da også meget fedt at kunne gøre noget hver for sig. Min kæreste og jeg er efterhånden blevet så vant til at rejse sammen, at vi har alle mulige rutiner og opgaver som vi hver især tager os af. Og måske er det meget godt lige at blive mindet om, hvad det vil sige at pakke en taske eller gøre boligen klar til afgang uden den andens hjælp. Og måske giver det også nogle anderledes oplevelser for drengene at rejse ned igennem Europa kun med sin mor.

For mit vedkommende, har det affødt et savn på en hel anden måde, end hvis de havde været i et sommerhus i Danmark. Jeg har været vildt glad for at høre nyt fra dem på sms og høre, at de var kommet sikkert fra A til B, og at de havde haft nogle gode oplevelser.

Så nogle gange er det måske meget godt at savne lidt. Når man ellers er vant til at gå op og ned ad hinanden hver dag og tage hinanden lidt for givet. Og jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at se dem. Og en times tid vil jeg lande i Rom og tage toget ind til Termini og hoppe ned i en metro og tage tre stop, og så vil de stå og tage imod mig, og så vil vi give hinanden et kæmpestort knus. Og det glæder jeg mig til.

Ligesom jeg glæder mig til endnu en gang at få bekræftet, at verden faktisk slet ikke er så farlig (på nær måske lige særligt udvalgte lande og kontinenter)

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her