I denne serie vil jeg anmelde diverse fodboldstadions i takt med, at jeg besøger dem. Jeg vil rette fokus mod deres egnethed som familieudflugtsmål, og jeg vil se på, hvad de gør for at tilgodese børn og børnefamiliers behov. I dag gælder det min egen hjemmebane, Ørnereden i Roskilde.
Jeg kender Ørnereden som min egen bukselomme. De seneste sæsoner har jeg troligt stået og fulgt ”gutterne” i regn og blæst mod Fredericia, Thisted og det, der er værre. Det har ikke altid været lige sjovt - især ikke i sidste sæson, men det har til gengæld betydet, at jeg for en gangs skyld kan skrive en anmeldelse, der baserer sig på viden frem for følelser og umiddelbare fornemmelser.
Og lad mig slå fast med det samme: Ørnereden er et utrolig børnevenligt stadion, og det er der flere gode grunde til. For det første hedder (eller kaldes) det Ørnereden, hvilket i sig selv sætter tankerne i gang hos de mindste. Dengang klubben havde en levende ørn til at flyve rundt inden kampene, var det selvfølgelig helt perfekt, men på en måde vidste vi nok godt inderst inde, at FC Roskilde ikke er Benfica, og at det måske var lidt overkill at have en hundedyr ørn til at flyve rundt. Især da det viste sig, at den havde skadesfrekvens, der var vildere end Mikkel Nøhrs (var det i øvrigt ikke noget med, at den sad og spiste pindsvin et sted og kostede adskillige tusind kroner hver eneste måned!?) Nå, men vi kan i det mindste stadig sige til vores børn, at vi skal ned i Ørnereden, og at klubben faktisk en gang havde en rigtig levende ørn til at flyve rundt om stadion inden kampene. Og det er der trods alt ikke mange, der kan sige om deres lokale fodboldklub.
Ørnereden har også en totempæl stående med en ørn på toppen, og det er da også meget sejt. Tror jeg nok. Min søn på seks synes i hvert fald, at det var ret sejt og spurgte, om det var indianernavne, der stod på de små messingskilte, og jeg måtte så forklare ham, at det var det ikke, men at det derimod var historiske bedrifter, fra den gang klubben hed noget andet. Og han spurgte så, hvorfor klubben skiftede navn, og jeg måtte forklare ham, at hvis klubber skal være store og mægtige i dag, skal de hedde noget med FC og være del af nogle store fusioner. Min søn spurgte så, om FC Roskilde var blevet en stor og mægtig klub, og jeg måtte så forklare ham, at klubben lige midlertidigt befinder sig i en mindre bølgedal, men at det da helt sikkert snart vil begynde at gå fremad igen - at alt andet vist nærmest er umuligt.
Ørnereden er også et skønt sted at have sine børn med, fordi der ikke kommer ret mange mennesker. Der er altid rigelig med plads til ungerne, som kan løbe rundt bag mål eller på de store græsarealer mellem ”tribunen” og banen på den billige langside. Og skulle der en sjælden gang være mødt mere end tusind mennesker op, kan man bare gå ind i udebaneafsnittet, som er exceptionelt stort, og som kun er nogenlunde velbesøgt, når Fremad Amager kommer på besøg en enkelt gang om året (den dag skal man så til gengæld sørge for at holde sine børn langt væk, da de ellers risikerer at få traumer for livet).
Ellers kan FC Roskilde prale af at have en ejer, der bliver kaldt Salle, hvilket også er et utrolig børnevenligt navn, der leder tankerne hen på en sæl eller en lille hundehvalp. Og Salle har faktisk haft en fin betydning for oplevelsen af at komme til Ørnereden med sine børn. Han har for eksempel sørget for, at hoppeborgen er sat op til hver eneste hjemmekamp, hvilket er et billigt, men virkelig godt trick, fordi det bare er en super beskæftigelse for børn at hoppe sig igennem halvfems minutters førstedivisionsfodboldkamp i gråvejr. Han har også sørget for to små mål, som børnene kan bruge, ligesom han har pustet liv i en gammel popcornmaskine, som han ser ud til at have arvet fra et omrejsende tivoli.
Forplejningsmæssigt er der dog stadig noget at hente i Ørnereden, og selvom der er kommet en ny standard med Ronaldos (ja, det hedder firmaet, der laver flæskestegssandwich), mangler der stadig lidt til børnene. For eksempel noget bedre slik end de mærkelige kræmmerhuse, de sælger nu (til overpris), som virker til at have overskredet sidste salgsdato. Lidt kvalitetsslik, chips, chokolade, eller frisk frugt ville gøre underværker.
Og så kunne man diskutere, om der burde være noget begavet pauseunderholdning, der også henvendte sig til børnene. Det er jo en nød, der aldrig rigtig er nogen, der har knækket, men noget med at lade nogen børn sparke straffespark på tredjemålmanden eller sætte nogle børnevenlige præmier på højkant, kunne man overveje. Og så måske en maskot. En ørnemaskot. Umiddelbart tænker jeg, at Salle selv kan iføre sig en ørnedragt, da han jo synes at være meget optaget af at spare et par småskillinger hist og her. Men ellers kunne man måske forestille sig Anders Clausen gå og baske lidt med et par påklistrede vinger i pausen eller op til kampstart.
Selve fodboldholdet virker til at være mere børnevenligt end det gamle. Det var i hvert fald en flok ivrige og energiske spillere, der piskede rundt mod Skive sidste søndag. Og for os forældre var det fedt at kunne fortælle børnene, at FC Roskilde er blevet sådan et hold, der kæmper til sidste sekund og får noget ud af anstrengelserne (frem for et hold, der altid taber pusten og lader mistænkeligt mange mål gå ind i de sidste sekunder).
Vi ses i (B)Ørnereden.
Hvis du har lyst til at læse om andre børnevenlige stadions, kan du begynde her