Ja ja, jeg vidste ikke helt, hvad øjenkatar var, da jeg fandt på titlen, men nu har jeg læst om det, og det er åbenbart en allergi, der kan give kløe, tåreflod og overfølsomhed over for skarpt lys. Altså en ubehagelig tilstand, der giver folk lyst til at lukke øjnene og fokusere på noget andet. Præcis som med slutrunden i Qatar, hvor vi alle sammen har lyst til at kigge med, samtidig med at vi har lyst til at lukke øjnene og boykotte lortet.
Men nu er de danske drenge altså taget derned. På deres islamiske hotel, hvor de skal forsøge at tilpasse sig lokale skikke og traditioner, samtidig med at de forventes at kritisere det hele synder og sammen. Gad vide om de i øvrigt bor på værelser to og to? Jeg læste for nylig, at det kan være fængselsstraf på de kanter, hvis man indlogerer sig på et værelse med en af samme køn. Og gad vide, om de føler sig hæmmede af pludselig at være sat i en situation, hvor de skal være fodboldspillere og politiske aktivister på et og samme tidspunkt? I øvrigt godt, at vi ikke har Bendtner med til netop denne slutrunde. Hvad ville der ikke ske med hans skrøbelige sind, hvis han blev tvunget til at gennemleve flere uger uden pigebesøg, alkohol eller uhæmmet gambling? (du kan læse mere om Bendtner i denne tekst, hvis du ligesom jeg synes, han er et interessant fænomen).
Men jeg har besluttet mig for at trodse ubehaget og rette øjnene mod Qatar den næste måneds tid. Og jeg har også tænkt mig at tvinge mine børn til det. Endda i en sådan grad, at jeg nedlægger mit hverv som cheftræner for den mindste pode midlertidigt, selvom det faktisk har vist sig at være utrolig sjovt at træne mikroskopiske individer, fordi børn i den grad forstår at udleve selve ånden i fodboldspillet. Men min hjælpetræner og jeg nedlægger arbejdet d. 30/11 kl.16, hvor Danmark møder Australien, for som vi siger: ”Fodbolddrenge har brug for at lære, at landsholdets VM-kampe er vigtige, og at de trumfer alle former for almindelig aktivitet. Også når de spilles i Qatar. Basta.”
For mine børn skal den-onde-fløjteme lære, hvad det vil sige at følge et verdensmesterskab fra sofaen, når vi nu endelig har et landshold, vi kan være stolte af. Vi ved af bitter erfaring, at der sagtens kan være 20-30 år mellem at den slags indtræffer, og hvis jeg så skal spare mine unger for store fodboldoplevelser i deres mest formative år, ja, så ved jeg snart ikke, hvad der er meningen med det hele. Tænk hvis vi havde boykottet VM i Mexico, fordi det var det land med flest overlagte mord i verden. Så selvfølgelig skal de have lov til at følge Christian Eriksen i hans glansperiode, og Andreas Skov Olsen, når han klapper den op i krydset mod verdensmestrene fra Frankrig. Og selvfølgelig skal de have lov til at høre jubelbrølet her i stuen, når silkedrengene Dolberg og Skov kommer på banen - og mishagsytringerne - når der endnu en gang findes plads til middelmådige pasningsspillere som Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen i startopstillingen.
For vi ændrer alligevel ikke en pind ved at slukke for fjernsynet. De politiske kampe skal finde sted andre steder, hvad de heldigvis også gør. Jeg tror efterhånden Qatarianerne (eller hvad de hedder) er pænt trætte af Abdel Aziz Mahmoud og Rasmus Tanttholt typer, der konstant render rundt med kameraer og mikrofoner og stiller spørgsmål om migrantarbejdere og homoseksualitet, og hvis missionen var at lave et storstilet pr fremstød for shariastyret islamisme, kan vi vist godt konkludere, at de har fejlet. Der findes ikke et eneste menneske, i hvert fald ikke i den vestlige del af verden, der ikke nu har forstået, at Qatar er et tåbeligt land, der i den grad skriger på reformer om bedre arbejdsforhold og respekt for menneskeliv.
Og mine unger skal ikke straffes for, at FIFA er nogle banditter, der ikke fatter, at vi lever i en verden fyldt med uligheds- klima- og sytten atten andre kriser, som de som fodboldforbund har alle forudsætninger for at influere positivt på, men som de vælger at ignorere, så længe blodpengene flyder i det arabiske ørkensand. Har de virkelig ikke fattet, at de er på vej direkte mod historiens mødding ved at insistere på at sætte benhård kapitalisme og kortsigtet profit i højsædet, mens alle andre forbund, organisationer og milliardærer sadler om og donerer milliarder til grønne fonde og velgørende formål, fordi det er ved at blive en trend for verdens velhavere at prøve at redde verden. Fy. Føj. Dumme Fifa. Det kan I ikke være bekendt.
Men alligevel skal vi åbne øjnene og følge slutrunden i Qatar, der heldigvis bliver sendt på de store Public service stadioner og dermed når ud til hele befolkningen. For VM handler også (stadigvæk) om fællesskab og lande fra forskellige kontinenter, der spiller fodbold mod hinanden. Hvis vi endelig vil sende et entydigt signal, skal vi lade være med at investere i svindedyre sports-kanaler og streaming-tjenester resten af året, så fodboldforbundene forstår, at der er en grænse for, hvor meget vi som forbrugere vil finde os i, at fodbolden forbliver en endeløs spiral af absurde milliardbeløb, der skifter hænder mellem overvurderede atleter og mafialignende gamle mænd i jakkesæt. På den måde vil vi virkelig kunne sætte en stopper for en branche og en tænkning, der er kommet fuldstændig ud af kontrol.
Tak fordi du læste med og rigtig godt VM.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
