#205 Kropsforfald for viderekomne
En sund sjæl i et sundt legeme. Din krop er dit tempel. Du bliver, hvad du spiser. Nonsens. Bullshit. Konsulentromantik. En krop over 40 år er i forfald, og det er et faktum. Da jeg var yngre, var den altid med mig. Kroppen. Jeg kunne både ryge og drikke og feste til den lyse morgen, og når jeg vågnede, kunne jeg rejse mig op, børste støvet af og gå i gang igen. Jeg kunne også spise, hvad det passede mig uden at tænke over det: ”Ja tak, lad mig få et gåsebryst mere, selvom klokken er mange. Lur mig om jeg ikke kan presse en pizza ned alligevel ha ha.” Sådan er det ikke mere. Nu skal jeg bare dufte til en specialøl, så har jeg tømmermænd i to dage, og hvis jeg overvejer et stykke chokoladekage, tager jeg et halvt kilo på for en sikkerheds skyld.
Det er på grund af blodsukkeret. Og blodtrykket. Og ældning. Og slitage. Og stofskiftet. Stofskiftet er den helt store slambert. Der sker noget med stofskiftet, når vi bliver ældre. Det er helt naturligt. Min læge siger, at jeg er begyndt at producere mere mavesyre. Det er helt naturligt. Og min massagemand siger, at jeg skal bevæge mine storetæer, for ellers begynder de at rådne og dø (sådan forstod jeg det). Det er også helt naturligt. Når jeg har været til fodbold, slæber jeg altid nye skavanker med hjem. Det er ikke længere et spørgsmål, om der er noget, men mere hvor det sidder. Er det lysken? Læggen? Er vi på vej mod et springerknæ igen? Eller skulle det være den tideligere forstuvede højre ankel, der driller?
Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for kroppen. Den har ligesom bare skulle transportere hovedet rundt og sørge for at bevæge sig hurtigt inde på fodboldbanen. Der er også masser af den, som jeg ikke ved, hvad er. Jeg aner ikke, hvad en milt er. Eller hvad man bruger tolvfingertarmen til. Eller hvad en blindtarm gør udover at få nogle til at få så ondt i maven, at de skal på hospitalet i en fart og få den fjernet.
Jeg ved godt, at jeg burde have det anderledes. Jeg ved godt, at jeg burde vide en masse og gå til yoga og drikke urtete og vise mine børn, at det er vigtigt at elske sin krop, men det tror jeg sgu ikke jeg kan. Jeg kan muligvis svinge mig op til at lade være med at skælde den ud, når den ikke makker ret og vise den en smule taknemmelighed over, at den bliver ved med at være hos mig dag ud og dag ind med alle væsentlige knogler og organer i behold. Men så stopper det realistisk set nok også der.
Hvis mine børn skal lære at elske deres kroppe, må de lære det af nogle andre. Og de ser heldigvis allerede ud til at have lært det. De bruger deres kroppe til alverdens misundelsesværdige elastiske aktiviteter som koldbøtter og benene om bag nakken, og hvad ved jeg. Og de har ikke det mindste problem med nøgenhed og utilfredshed over, hvordan de ser ud. Så måske er min vigtigste opgave i virkeligheden bare at undgå at overføre min egen kropsignorance og manglende interesse til de kommende generationer. Og det tror jeg faktisk godt, jeg kan klare. De nemmeste opdragelsesopgaver er jo trods alt dem, hvor man ikke skal foretage sig noget, men blot bevare status quo. Så det vil jeg gå i gang med øjeblikkeligt. At gøre absolut ingenting.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
