Ugens tekst er satirisk og skrevet med henblik på at blive læst højt i radioprogrammet hjælp-jeg er forælder, hvor jeg sammen med den dygtige pædagog, forfatter og familierådgiver, Tina Brandt, diskuterer forskellige aspekter ved skolestart. Du kan høre programmet søndag d. 7. maj klokken 9 på Radio 4 eller finde det som som podcast her
Tænk at han er blevet så stor, at han skal begynde i skole. Og have sin egen skoletaske. Og madpakke med om morgenen. Han skal helt sikkert have en bedre madpakke, end jeg selv fik i firserne. Evig og altid leverpostej og trestjernet salami og den der irriterende røgede medister med skind på, som satte sig fast mellem tænderne. Min søn skal have noget meget mere lækkert. Noget han kan lide, men som også er sundt, så han får fibre og kerner og noget at stå imod med. Det kræver masser af energi, når man sådan skal starte i skole.
Men det vigtigste er, at han får venner. Supergode venner. Så det bliver sjovt, og så han har lyst til at tage af sted om morgenen. Og når jeg sidder nu og kigger rundt på de andre forældre, ser det heldigvis lovende ud. De virker alle sammen utrolig venlige og sympatiske, så mon ikke også deres unger er skønne og søde. Og moren derovre sidder og smiler hele tiden, og ham faren lytter utrolig opmærksomt, når pædagogerne taler. Jeg tror virkelig, det bliver godt det her. Men okay. Man kan jo heller ikke sige så meget ud fra sådan et infomøde i SFO’en. Hvis der er nogle luskede typer, ser man det jo ikke sådan en aften, hvor alle gør sig umage. Der kan i princippet sagtens sidde en svindler eller en bølle eller måske endda en person med fodlænke. Eller en rocker. Ham derovre har godt nok mange tatoveringer, og hvem ved, om han måske er en del af et dårligt miljø, og tænk nu hvis min søn bliver bedste venner med hans søn, og han så lokker ham ud i noget snavs. Og først er det øl, og så bliver det hash og så…..okay, jeg er vist på vej ud af en tangent nu...
Men hvad nu hvis vi rent faktisk har tabt i det store klasseinddelingslotteri og ender med at være sammen med en flok mennesker der slet ikke har blik for, hvor følsom min søn er. Tænk hvis de slet ikke ”ser” ham. Og ham den ene pædagog taler også meget, og jeg kan godt være nervøs for, at han er mere optaget af at lytte til sig selv end til børnene, og så går min søn der og prøver at komme i kontakt med ham, men han hører ham ikke, og der er så meget larm, og så drukner han ligesom bare i mængden….
Har min søn overhovedet nerver til sådan et miljø? Har han resiliens og robusthed nok? Jeg var selv et forfærdelig nervøst barn, og min mor sagde, at det tog mig flere år at finde legekammerater og tænk nu, hvis det også sker for ham. Tænk nu, hvis jeg ikke har været pilot nok i hans liv. Og har givet ham rigelige mængder tilknytning og girafsprog. Tænk hvis han mangler stimuli og lynhurtigt kommer bagud. Jeg burde have læst mere for ham. Og tegnet mere. Han kan jo ikke en gang alfabetet endnu. Og det er jo egentlig forfærdeligt, når man tænker over, hvor taktile og sensitive børn er. Og selvom jeg har hørt alle podcasts og læst alle bøger og hjemmesider om børneopdragelse, så føler jeg alligevel, at der er så meget, jeg kunne have gjort bedre. Og i går da vi talte om skolestart, virkede han også nervøs og utryg, og nu jeg tænker over det, så jeg vist også en lille tåre, der pressede sig på. Men det viser også bare, hvor tapper han er. Jeg tror måske, jeg bliver nødt til at tage en snak med SFO-pædagogerne, så de forstår, at det er et særligt følsomt gemyt, der lige om lidt træder ind af deres store massive institutionsdør.
Ja, det er jeg nødt til. Der er simpelthen så meget, der kan gå galt.
Tak fordi du læste med.
Hvis du godt kan lide at læse om overkymrede forældre, kan jeg anbefale mine oldgamle tekster om Hønemor. Du kan finde en af dem her. Ellers skal du huske, at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
