Man kan da ikke hade at grille. Det er umuligt. Grill er duften af sommer, kød og hygge, der bringer mennesker sammen. Hvordan i alverden kan man hade det? Og had er måske også et for stærkt ord for, hvordan jeg har det. Jeg er måske mere en grillignorant eller grillbenægter. Jeg orker det ganske enkelt ikke. Selvom jeg har nået grillalderen.
Når jeg kigger rundt hos mine naboer, ser jeg gigantiske grillmonstrummer overalt. Ikke bare de små webergriller (hedder det griller i flertal?) men de store gasbasser, der kræver minimum to mand, når de skal flyttes. Dem forstår jeg slet ikke. Hvis man endelig skal grille, må det da handle om oplevelsen af udendørs mad og den karakteristiske kulduft, og den er der jo ikke, når man bruger gas. Så er det vel ret beset bare som at slæbe sit komfur ud i haven. Og hvad er fidusen ved det? Og hvorfor skal de være så store? Er grillen blevet et statussymbol på linje med bilen eller fladskærmen?
Nej, jeg orker det ikke. Bare tanken om at skulle anskaffe mig en grill, købe kul og optændingsbriketter, og tilbehør og madvarer og salat, der skal laves indenfor og slæbes ud og ind igen og opvask og ikke mindst rengøringen bagefter. Selv som mangeårig grilleskapist er det ikke lykkes mig at undgå at gøre en grill rent i ny og næ, og alene tanken om at skulle gøre det jævnligt, er nok til at holde mig fra projektet. Det er jo noget af det værste rengøring, når der sidder halvanden kotelet og trekvart ristet frankfurter, som skal skrubbes af med en svamp og sættes i blød i håndvasken i køkkenet, fordi vi ikke har et hjem med et bryggers og en stålvask eller et skur, vi kan sætte en beskidt grill ind i.
Og jeg har heller ikke oplevelsen af, at grillet mad smager enormt meget bedre. Er det ikke mest en skrøne? Jeg synes, indendørs mad er mindst ligeså fint, og så slipper man for de stykker kød, der altid bliver brankede og skal skrabes af med en kniv, mens man sidder ved bordet.
Men hvad med hyggen? Hvad med det med, at man går og pusler ved grillen og gør det hele klar? Ja, hvad med det? Jeg er vist bare ikke typen. Altså, jeg kan da godt hygge mig ved en grill, men jeg kan ligeså godt hygge mig ved at sidde udenfor og drikke en øl, mens jeg venter på pizzamanden. Eller ved at hente maden indenfor og tage den med ud. Eller bare sidde indenfor, hvor der hverken er fluer, myg, eller sol i øjnene.
Men hvad de stakkels unger, der aldrig oplever at sidde og grille i familiens skød? Ja, den er straks værre. For selvom jeg som voksen er blevet en doven grillkritiker, kan jeg sagtens huske, at jeg som barn nød de aftener, hvor vi grillede, og de voksne drak rødvin og børnene legede og hyggede sig, og man kom hen og spiste en langelænder og et flute, og det smagte enormt lækkert og sommerferieagtigt, og man ønskede sig, at aftenen ville blive ved for evigt.
Så her er en af de situationer, hvor man må gøre op med sig selv, hvad der vejer tungest. Børnenes minder om en lykkelig barndom eller de voksnes magelighed. Og her vælger jeg klart mageligheden. Og krydser fingre for, at børnene oplever magiske aftener alligevel. Og så kan vi også finde ud af, om det var det grillede kød, eller samværet, der gjorde udslaget i forhold til lykkefølelsen, Jeg krydser fingre for det sidste.
Og hvis mine børn en dag beklager sig over, at de aldrig fik lov til at grille som børn, siger jeg bare, at det handlede om klimaet: ”Det nytter ikke med alt det kød, det havde vi simpelthen ikke moral til”. Og hvis de siger, at man altså også kan grille aubergine og majs og selleribøffer, så siger vi bare, at det vidste man ikke den gang. Alt den viden om vegetarisk mad blev først udbredt senere. Og så vil jeg fortælle dem om, hvordan man i gamle dage tog sin engangsgrill med til stranden og grillede kød med strålende samvittighed, fordi man ikke anede, hvad den slags gjorde for klimaet - godt vi er blevet klogere siden da.
Og nu slår det mig, at jeg jo faktisk er en klimaforkæmper med mit grillboykot, og at det jo i virkeligheden er for børnenes skyld. Mine børn skal da ikke vænnes til, at man skal have kød, hver gang, man skal hygge sig. Når de bliver store, er det jo alligevel slut med den slags. Så koster et kilo oksefars et par hundrede kroner, og det vil formentlig være dårlig stil at invitere vennerne over for at spise bøffer. Ja, jeg gør dem jo faktisk en kæmpe tjeneste ved give dem en grillfri barndom, og når de bliver store, vil de helt sikkert komme og takke mig.
Pyha. Godt vi lige fik det på rene. I grunden rart at gøre noget godt for sine unger.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Yorumlar