Det roder. Det roder. Hold kæft hvor det roder. Jeg vader rundt og samler op og putter i ”rodekassen” og når jeg er færdig på for neden, roder det på første sal, og når jeg går derop, begynder det at rode igen for neden. En evig cyklus af rod og kaos, og med de mængder hård plastik, bamser, biler og musikinstrumenter vi besidder, er der så meget, der kan spredes og blive til rod, at det virker urimeligt, at de er så mange til at rode, og vi er så få til at rydde op. Ja, faktisk er det primært mig, der har et problem med rod. Min kæreste har det svært, når noget er beskidt, og selvom jeg siger ”det lægger man jo ikke mærke til”, så insisterer hun på at lægge kræfterne der, og så er der kun mig tilbage til at gå og rydde op.
Ungerne får jeg ikke meget hjælp af. De er decideret undvigende. Hvis jeg siger, de skal rydde op, kommer de med tusind undskyldninger: ”Kommer senere, skal lige gøre det her færdig, har ikke tid, er for sulten, har ondt i foden, er træt.” Jeg skal enten blive skidesur og råbe og skrige eller true med bål og brand eller lokke med isbåde og flødekager for at få dem til at reagere. Og det orker man jo ligesom ikke. Så er det nemmere selv at tage en runde og få det klaret.
Og vi bliver nødt til at få ryddet op i stuen jævnligt. Vi er nødt til at opretholde en smule orden i kaos, så mit hoved ikke eksploderer i kontroltab og uoverskuelighed og følelsen af, at det hele ramler sammen. Men heldigvis kan jeg gøre noget selv. Heldigvis ligger udfrielsen lige rundt om hjørnet. Hvis jeg bare får fjernet den dims og den der, så bliver det langt bedre, og så kan jeg få det rart. Og så fiser jeg rundt og samler op og sorterer og mærker tilfredsstillelsen brede sig kroppen: ”Pyha, det var bedre, nu kan jeg slappe af.” Som om der er en direkte sammenhæng mellem mængden af rod i stuen og mængden af rod i mit hoved.
---
Og så tænker du måske, at jeg burde arbejde med det her. At jeg burde reflektere over, hvorfor jeg får det så dårligt med kontroltab og følelsen af uoverskuelighed og kaos. Men her siger jeg bare: ”Gu vil jeg ej, pas dig selv, og nu bliver det godt nok personligt.” Jeg har det fint med at have fundet ud af, at alle andre er nogle rodeohveder, og hvis bare alle havde samme respekt for ryddelighed som mig, ville verden blive et bedre sted. Hvis man hele tiden skal gå og lære af sine handlinger og erfaringer og reflektere og blive klogere, kan man jo ikke bestille andet. Og jeg kan også huske, at Brinkmann har sagt, at man skal ”stå fast”, så derfor vil jeg stå fast på, at rod i stuer er åndssvagt, og jeg kan også huske, at der sidste år var en udsendelse i fjernsynet med nogle eksperter, der kørte ud til nogle rodehoveder og satte dymoer (de der mærkelige små klistermærker, som var populære i gamle dage) på alting, fordi de havde fundet ud af, at det er uheldigt, når mennesker lever i meget rodede hjem. Og det ville jo temmelig tåbeligt, hvis eksperter sagde sådan noget i fjernsynet og det slet ikke passede. Og jeg mener faktisk også, at der var en filosof i det gamle Grækenland, der sagde, at det er bedre at fjerne brikkerne fra gulvet end at arbejde med brikkerne i hovedet.
Og hvis både Brinkmann, fjernsynet og de græske filosoffer (vor tids treenighed) siger det, så må der jo ligesom være noget om snakken. Rod er åndssvagt!!
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments