Skal I være sammen med folk hele tiden? Skal I altid spise med hinanden? Må man slet ikke have lov til at være privat? Spørgsmålene står i kø, når man siger, at man skal flytte i bofællesskab. Det her er noget, folk har holdninger til. Enten er man til det, eller også er man ikke. Og hvis man ikke er, er man typisk en lille smule skeptisk.
Jeg plejer at svare noget i retning af: ”Ja, det er hele pakken, vi har købt ind på. Det er faktisk ret vildt. Der er fællesbad, hvor man kan være fire ad gangen, og så er der bollerum, hvor man kan gå over, hvis man har lyst til at prøve noget nyt.”
Og så står folk og kigger undrende, som om de tænker: Han tager pis på mig, det må han gøre. På den anden side er han langhåret og sikkert småexcentrisk, så det kan sgu godt være, at der er noget om snakken…
Jeg plejer at lade dem stå og svede 4-5 sekunder, inden jeg beroliger og siger: ”Bare rolig, vi har vores egen lejlighed, og spiser vi sammen fire gange om ugen.”
Og så ånder de lettet op. Og tænker lidt igen.
-4 gange om ugen. Det er godt nok meget.
De fleste synes intuitivt, at det er voldsomt at spise sammen med andre fire gange om ugen. Og sådan kan jeg da også godt selv have det. Det er heller ikke sådan, at jeg elsker at gå på cafeterier fyldt med forældre og småbørn eller finder fred i sjælen ved hele tiden at skulle forholde mig til et hav af andre voksne, som oven i købet har små børn, så de sjældent kan blive i samtaler mere en halvandet minut ad gangen.
Men når vi alligevel har valgt at rive boligteltpælene op og rykke i bofællesskab, skyldes det flere ting. For det første har vi oplevet, at det er ret fedt for børn at vokse op sammen med en masse andre unger. Der hvor vi har boet de senere år, har vi også boet tæt, og særligt de første år havde børnene en masse legekammerater, som de lige kunne smutte over til. Den slags vil vi gerne have meget mere af.
For det andet er det gået op for os, at vores børn snart når en alder, hvor der kommer mere tid til os voksne. Og skal vi så bare sidde derhjemme og glo på hinanden? Og bliver det ikke hurtigt kedeligt? Var det så ikke hyggeligere, hvis der var nogle andre voksne, som man kunne hænge ud med. Måske nørde nogle hobbyer eller se en fodboldkamp på storskærm.
Og så er der klimaet. Jeg bliver nogle gange (ofte) provokeret af, hvor lidt vi gør, både som nation og individer, for at komme klima- og biodiversitetskrisen til livs. Og i denne boform er der mulighed for at tage nogle lidt større skridt. Her kan vi spise vegetarisk, økologisk, dele biler, gæsteværelser og vaskemaskiner og i det hele taget være lidt mindre ressourceforbrugende end ellers (hvis du har lyst til at høre mig tale klimadunder til både politikere og jævnaldrende, kan du gøre det i denne radioudsendelse, hvor jeg er i glimrende selskab med journalist Marie Sloma Qvortrup og direktør for Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl).
Men selvfølgelig bliver det en omvæltning af de større at flytte i bofællesskab. Mennesker har det jo som bekendt med at være bøvlede. I sær dem, der ikke mener det samme som mig. Eller deler præcis de samme værdier. Jeg forudser lange diskussioner, fællesmøder, uenigheder og forskellige syn på børneopdragelse, der kommer til udtryk hver eneste aften i spisesalen.
Men mon ikke det er som med broccoli. Man har godt af det, hvis man kan få det ned.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments