Dette indlæg har også været udgivet på netmediet POV d. 17/04 2024
Jeg har to restaurantoplevelser på nethinden, som jeg gerne vil dele med dig, fordi jeg tror, at du er et sted i dit liv, hvor du har lyst til at blive involveret i den slags. Den første handler om et besøg, hvor jeg var af sted med en af mine venner, og vi blev placeret ved siden af en familie med to børn. I sig selv ildevarslende, når man opdager dét, og ikke får spurgt tjeneren, om han har et andet bord. Men jeg bliver ofte høflig og autoritetstro på restauranter, så hvis tjeneren mener, jeg skal sidde her, må han jo have en plan med det. Selvfølgelig også dumt at vælge en restaurant, der tiltrækker børnefamilier, men nogle gange vinder sult og logistik som bekendt over fornuften.
Nå, men vi blev altså placeret ved siden af et par uvorne unger på cirka 2 og 5, som fandt stor fornøjelse i at vræle, vælte ting, brokke sig over maden, samtidig med at den ene udøvede en insisterende u-rytmisk trommen med gaflen på bordbenet dum dadum dum dum. Moren og faren virkede underligt apatiske og opgivende, og når de endelig forsøgte at gribe ind, var det halvhjertet og dømt at mislykkes. Alle os, der har erfaringer med kunsten-at-have-trætte-unger-med-på-restaurant ved, at man som minimum selv skal tro sine formaninger.
Den anden episode er anderledes -ellers ville teksten blive underlig. Her var jeg med min kæreste på restaurant, og vi sad ved siden af nogle forældre med et barn, som sad med en i-Pad og store hørebøffer på. Også da maden kom. Så tog drengen nogle pomfritter og proppede dem i munden, mens han blev ved med at glo på skærmen. Ligegyldigt hvornår vi kiggede, var barnet plantet, fuldstændig stemplet ud af den virkelige verden. Som om han overhovedet ikke var en del af oplevelsen og ligeså godt kunne være blevet hjemme. Det gjorde mig ærlig talt deprimeret. Hvorfor tager man en dreng med på restaurant, hvis man ikke gider være sammen med ham?
I begge tilfælde havde jeg lyst til at blande mig. Lyst til at sige til forældrene, at de gjorde det forkert. Kan I ikke se, hvad jeres adfærd gør ved deres børn? Og i begge tilfælde var jeg alenlangt fra at gøre det. I det første tilfælde ville man med rimelighed kunne sige: ”Undskyld, kan I ikke godt dæmpe jer, vi har svært ved at koncentrere os om vores samtaler”. I det andet tilfælde ville det være bizart: ”Undskyld mig, ved I godt hvad det gør ved børn, når de slet ikke får lov at være en del af oplevelsen?”. Og så kunne jeg fiske et par undersøgelser frem om børn, der er for meget på skærm eller give dem et link til undervisningsministerens ti anbefalinger om god skærmadfærd.
Men hvornår er det egentlig okay blande sig i hinandens børneopdragelse i det offentlige rum? Der kan jo være tusind gode grunde til, at nogle unger ikke kan sidde stille en aften, eller at nogle forældre har brug at give deres dreng hørebøffer på. Og jeg er da med på, at man skal brokke sig, hvis det bliver så grelt, at man ikke kan høre sig selv eller får kastet papirflyvere eller kødsovs i nakken. Men hvad med de tilfælde, hvor man godt kan holde det ud, men alligevel har lyst til at sige eller gøre noget?
På den ene side er det vel meget fedt, at vi blander os i hinandens liv og taler om, hvor grænserne går. Omvendt er alt med børneopdragelse jo også hyperfølsomt, så vi skal saftsuseme være sikre på, at vi har vores moralske kompas i orden, inden vi går over til andre for at fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. I sær når vi ikke kender hele konteksten.
Jeg er helt sikkert typen, der lukker øjnene, prøver at abstrahere fra larmen – eller beder tjeneren om at finde et andet bord. Men er det det rigtige at gøre?
Tak fordi du læste med
Og så lige en lille servicemeddelelse til de af jer, der primært læser denne side på grund af mine jævnlige indlæg om fodbold. Jeg havde i lørdags et indlæg i Tipsbladet, hvilket for mig vækker nogenlunde samme begejstring, som jeg forestiller mig, at det gør for en musiker, når han eller hun får optaget en sang i højskolesangbogen. Det handler om transfervinduet i Silkeborg IF, og der er et link lige her .Husk ellers at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments