I torsdags var der regeringsrokade og vores politikere besluttede at bytte rundt på nogle taburetter, fordi nogle var sure over at have for lidt indflydelse, andre synes de havde forkerte ministerier og atter andre havde en lille borgmester gemt i maven. Og de så glade ud, vores magtmennesker, som de stod i sensommersolen og fjollede og gjorde klar til de rituelle thi-hi-ministeroverdragelser, hvor det ene fjollede magtmenneske giver en skør ting til den anden.
Og det var sådan set meget godt at se, at de ikke helt havde mistet deres gode humør. For dagen før havde jeg hørt ”rovdyret” Troels Lund udtale, at vi alle sammen i løbet af næste uge vil modtage en brochure, der skal gøre os til preppere, så vi er i stand til at modstå krige, strømsvigt og andet, der kan følge, når der er krig i Europa og vejret bliver mere og mere ekstremt.
Og jeg må medgive, at jeg næsten havde glemt min borgerpligt til at preppe. Ja, før coronaen vidste jeg faktisk slet ikke, hvad en prepper var. Men så kom pandemien, og det viste sig, at der findes adskillige mennesker, der i smug gemmer konserves, vand og gasblus, så de er klar, når apokalypsen rammer. Tidligere gik de stille med dørene for ikke at blive opfattet som tosser, men coronaen fik dem ud af hulerne, og nogle af dem kom i Go’aften Danmark og fortalte om nødplaner og årvågenhed, og studieværterne nikkede og gav dem ret i, at det er smart at være forberedt.
Og så skete det med krigen i Ukraine og svenskerne, der blev paranoide, og så var der nogle der kørte fast i nogle snedriver sidste vinter, og så blev det for meget for vagthunden Trolex, og så var det han sagde på folkemødet på Bornholm, at alle burde preppe.
Og nu siger han det igen. Men jeg ved ikke rigtig, om jeg tror på ham. For nu har vi jo én gang oplevet, at apokalypse-coronaen ramte, og her skal jeg da love for, at staten trådte i karakter og gav os masker og indsprøjtninger, og hvad vi ellers havde brug for. Og alle myndighedspersoner blev kørt i stilling på rad og række i fjernsynet og viste, at nu er det altså alvor, venner.
Så det gør de jo nok igen, hvis det der prepping,eller prepning, eller hvordan man nu siger det, bliver rigtig alvorligt. I stedet for en brochure. Helt ærligt. Jeg er vokset op som brochurebarn i 90´erne, og min opfattelse er, at hver gang politikerne føler, de bør tage affære på noget, de ikke rigtig gider, så laver de en ”kampagne” og trykker en masse brochurer, som ingen gider læse.
Men okay, på den anden side er jeg jo også en autoritetstro borger og vil gerne vise mine børn, at jeg tager vare på dem, og det skulle jo nødigt være sådan, at de kommer til legeaftale hos nogle superpreppere, og så kommer de hjem og kigger på mig med anklagende øjne og spørger:” Prepper du slet ikke, far? Er du fuldstændig ligeglad med os?”
Så jeg må sgu hellere gøre et eller andet. Måske købe noget dåsemad, måske tun og makrel som alle godt kan lide, så vi også kan få det spist, hvis nu prepper-epoken en dag driver over. Og jeg kan da også godt fylde nogle flasker med vand.
Men vi er nok i virkeligheden heldige, at vi bor inde midt i byen. Man er først for alvor fucked, hvis man bor langt ude på landet, og det hele sner til, og russerne slukker for strømmen. Hos os vil der realistisk set ske det, at alle os komplet ubehjælpelige by-typer vil søge over mod dem i bofællesskabet, som virker mest spejderagtige, og så vil vi stå og kigge på dem og vente på, at de viser os deres hemmelige kælder fyldt med vand og konserves.
Og det er selvfølgelig heller ikke optimalt. Jeg kan godt høre det. Men jeg kan også bare mærke, at jeg har svært ved rigtig at internalisere budskabet om prepning, når alle vores magtmennesker ligner fjantede skolebørn med masser af tro på fremtiden. Måske bliver det nemmere at finde sin indre prepper, når det bliver mørkt og novemberagtigt og man har mere lyst til at læne sig tilbage i sofaen med en kop te og læse en lækker lille myndighedsbrochure.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments