top of page
jesperkoerstz

#287 Hvordan opdrager man en Donald Trump


Foto: Unsplash.com

For nylig skrev jeg en tekst om, hvordan man opdrager sit barn, for at det bliver præcis som Lars Løkke, og siden er der opstået en voldsom nysgerrighed for ideen om, at man kan opdrage sit barn til at blive som en af tidens kendisser. Mange var slet ikke klar over, at det var en mulighed.


Altså, det er ikke sådan, at jeg bliver kimet ned af læsere eller blæst bagover af medier, der vil interviewe mig om fænomenet, men jeg fornemmer en grøde, I ved, sådan en generel nysgerrighed, og forleden toppede interessen, da en af mine studerende, der åbenbart havde læst indlægget, spurgte mig lidt henkastet: Hvordan skal man egentlig opdrage et barn, for at det bliver præcis som Donald Trump.


Og se, det er hvad jeg vil kalde en spændende pædagogisk udfordring, så her kommer et par forsigtige bud:


For det første er det nok bedst, hvis du er en rig og hvid forælder og har masser, som i masser af penge. Og her er det altså ikke nok at være Græsted- eller provinsrig som i tilfældet Lillelars. Du skal helst kunne skovle en formue og en mase ejendomme lige i hovedet på den næste generation.


Og så har barnet brug for en dominerende far og en undertrykt mor, for kun på den måde kan barnet lære, at mænd er nogle stærke og muskuløse typer, der kan holde styr på en kernefamilie og værne om de rigtige værdier. Og som er kvinden overlegen i de fleste af livets forhold.


Faktisk er det helt fint, hvis faren slår moren en gang imellem, ligesom det vil være hensigtsmæssigt, hvis moren er sådan en, der griner og synes, det er sjovt og drenget, når hendes mand mødes til poker med gutterne og taler om at rage på kvinder og sige dårlige ting om udlændinge og homoseksuelle. Vi er altså så langt ude til højre på den politiske skala, at selv Lars Boie Mathiesen (ham med vesten) synes, at det er lige ekstremt nok. Men det er meget vigtigt, at det lille barn får mulighed spejle sig i en dominerende chauvinistisk far og en undertrykt og underdanig mor. Kun på den måde vil barnet forstå, at han er bedre end andre og har ret til at trampe på anderledes tænkende mennesker.      


Og så bliver du nødt til at overveje hjemmeundervisning. Vores skoler er temmelig demokratiske, og barnet vil hurtigt kunne få en opfattelse af, at det en god ide at lytte til andre (demokrati som livsform), ligesom det risikerer at nå den vildfarelse, at demokrati er solidt forankret i institutioner og rettigheder og pligter, som der ikke kan pilles ved (demokrati som styreform). Og begge dele er uheldigt at udsætte barnet for, ligesom du for Guds skyld ikke må præsentere det for Public-service medier som TV2 og Danmarks Radio, der synes at sætte en ære i at videreformidle forskellige syn på de selv samme sager.    


Du bliver nødt til at banke ind i hovedet på barnet, at verden er nem og overskuelig, og at de bedste beslutninger træffes ved mavefornemmelser alene. Hvis du føler, at jorden er flad, er den flad. Og hvis du føler, at de spiser kæledyr i Aalborg, så spiser de kæledyr i Aalborg. Basta. Du bliver nødt til at fortælle barnet, at det er ufejlbarligt, at det altid har ret, og at det er skabt til at stå i spidsen for det hele. Og hvor der hos Lillelars var en begrænsning, han troede trods alt kun, han var den klogeste i Danmark, så er der ingen begrænsninger hos Trump-barnet. Han skal helst se sig selv som den nye Messias, blot større, flottere og med bedre sans for forretning.


Så det bliver helt sikkert ikke nemt. Der er mange forhold, der vil arbejde imod dig, og du vil sikkert også mærke en vis skepsis og måske endda afstandtagen fra folk, du tidligere betragtede som dine venner. Så overvej nøje, om det er prisen værd, og om verden i det hele taget har brug flere mennesker, der er præcis som Donald Trump.   


Tak fordi du læste med.


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page