#305 Phu Quoc: En lille bid af paradis

Jeg løber en morgentur på paradisøen Phu Quoc. Her handler det om at finde det helt rigtige tidspunkt. Hvis jeg venter for længe, bliver det brandvarmt, hvis jeg tager for tidligt af sted, vækker jeg nogle af de familiemedlemmer, der mener at have ”krav” på at sove længe, eller nogen af dem, der ikke kan lide at vågne uden en voksen. Her til morgen er det perfekt. Jeg har fundet en rute, hvor der ikke er så mange hunde, eller hundene er der, for der er hunde overalt i Vietnam, men de er ikke så aggressive. Nogle enkelte gør og følger efter, men de fleste ligger bare og skuler dovent.

Forleden, da jeg var af sted, stod der pludselig en ko midt på vejen, og den fik øje på mig og begyndte at løbe efter mig, og jeg tænkte: Nu skal jeg løbe om kap med en ko, alligevel trist, hvis det her øjeblik bliver det sidste. Heldigvis løb den hen til et smuthul i vejkanten, hvor den kunne slippe væk, og det viste sig, at den var mere bange for mig, end jeg var for den (som man altid siger til børnene, når man selv er hundeangst for et eller andet kryb).

Der har der nu ellers ikke været meget kryb, eller eksotiske dyr i det hele taget (måske på grund af biodiversitetskrisen?). Heller ikke denne morgen, hvor jeg løber og mærker stemningen, inden den menneskelige aktivitet for alvor sætter ind. Overalt ser man kontrasten mellem de lokale og turismen. Små familieejede butikker, facader med svømmevinger og klip-klappere ud mod gaden, mens familierne lever og spiser ude bagved, under åben himmel. Og en lille butik med dragefrugter og mærkelige lilla frugter med grønne stilke og meloner, passion og mango. Og et sted, hvor de sælger levende kyllinger og giver nogle af dem til naboen, hvor de bliver slagtet og givet videre til naboen igen, der hænger dem på kroge og sælger dem. Et lille åbent kredsløb, hvor alt foregår ud mod vejen.

Den store vej, hvor trafikken om lidt vil buldre derudaf med tusindvis af scootere og rygende dieselbiler. Men lige nu er her morgensløvt. Nu er her kun et par overlæssede scootere med varer til butikkerne og nogle unger på vej i skole i fine blå og hvide uniformer. Fattige børn har snavsede uniformer, mens de rige får dem vasket og strøget. Forleden var jeg inde og se en skole (fordi jeg er skolenørd) med min ældste søn, og deres engelskansvarlige lærer kunne næsten ikke sige en sætning, og alle eleverne løb hen til os og ville have autografer. Hvis vi havde glemt det, blev vi dér mindet om, at vi befinder os i et U-land langt fra Europa. Nu løber jeg forbi skolen, og en pige får øje på mig, vinker og råber ”hello”. Jeg smiler og vinker tilbage.     

Jeg løber videre ned til stranden og de store beach-resorts. Her er det slut med gadekøkkener og familieejede butikker. Her er overflod og welness, alle er lyse i huden, og jeg hører amerikanske, tyske og franske stemmer, mens jeg zigzagger mellem folk på den lille strandsti, hvor rigmænd i klipklappere har kurs mod stranden med deres blå håndklæder, beviset på at man må være her. Skal de virkelig ned og kapre en strandstol? På dette resort har alle strandudsigt og personlige swimmingpools foran deres bungalows, men alligevel er der kapgang. Er der også blandt de rige gået sport i at få den bedste liggestol på bountystranden? Samme sport som altid opstår på pøbelens strande?

Jeg løber forbi en stribe tjenere, der står med vandslanger og vander græsplæner. Åbenbart svært at holde liv i en plæne med 30 grader i skyggen hver eneste dag. Omvendt er grønt græs så nydeligt, når man ligger i den private pool og nyder dagens første Pina Colada.

Jeg forlader forargelsens boulevard og løber tilbage af vejen op mod vores eget resort, i budgetzonen, mens jeg tænker, at vietnameserne sikkert undrer sig over, at vi gider ligge og daske på en liggestol dagen lang, når de selv virker som et myreflittigt folk. Omvendt misunder de os sikkert vores rigdom og muligheder for at rejse rundt og opleve verden.

Jeg løber forbi tre-kroner-for-en-is-stedet, videre forbi restauranten, hvor vi spiste blæksprutter og nudler i går, hvor de kørte os hjem i en fancy strandbil til stor glæde for ungerne. Videre forbi massagestedet, hvor jeg fik massage for en flad halvtredser. Videre forbi det lyserøde hus, som af en eller anden grund altid er fyldt med firben, og hvor det er blevet et gentagende samtaleemne et gætte på, hvor mange der er, og hvad de andre mon render og laver, når de ikke sidder der.

Videre forbi stedet med de aggressive hunde, der altid går amok, når de er samlet alle fire, men sidder helt fredeligt, når de er alene. Lidt som man kender det fra bandemedlemmer og hooligans derhjemme.

Jeg sætter farten op de sidste halvtreds meter. Mest symbolsk. Jeg er træt og svedig, og solen er begyndt at tage fat nu, hvor klokken nærmer sig ni. Men det er rart at slutte med en spurt. Og det kunne jo være, at man kunne få et anerkendende nik af bestyreren eller en af de andre gæster, der lige kigger ud på gaden (det elsker løbere nemlig at få, selvom vi meget sjældent taler om det).

Pyha. Jeg klarede den. Og så en tur i poolen og blive skyllet. Og ellers i gang med endnu en dag, hvor vi skal forholde os til udfordringer i stil med: Tager de mon dankort på restauranten? Orker vi at tage til stranden? Og skal vi mon lægge endnu en pose med vasketøj, som personalet kan tage med, når de kommer og rengør vores bungalows?        

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her