-Jeg vil ikke derned alligevel.
-Jeg tør godt.
-Hold kæft det er ulækkert.
Ovenstående er blot nogle af de udbrud du risikerer at høre, hvis du tager din familie med ud og ser Cu Chi tunnellerne en times kørsel fra Ho Chi Minh City. Her får du mulighed for at mærke, hvordan det føles at kravle rundt i en tunnel bygget så smalt, at den passer til en slank asiatisk mand, men udelukker en uniformeret amerikansk soldat. Og selvom man kun skal kravle 20 meter under jorden, er det rigeligt til, at klaustrofobien får frit løb. Man mærker den begrænsede ilt, og man ved, at man ikke kan vende om, på grund af pladsmangel og de andre turister lige bag ved. Så det gælder om at holde fokus på de lange dybe vejrtrækninger. Ufatteligt at vietnameserne førte krig og byggede fælder og opholdsrum og køkkener under jorden. Mine børn blev suget ind i attraktionen, og på vej hjem i bilen stillede de et hav af spørgsmål: Hvad mente de med, at de kunne tale med hænderne? Hvorfor lavede de ikke nogen fodspor? Hvorfor synes Ho Chi Minh, at de skulle lave så mange fælder?
Du kan også vælge at blive i byen og traumatisere dine unger ved at tage dem med på krigsmuseet War Remnants Museum, hvor der er udstillet døde fostre, billeder af mennesker, der blev handikappede som følge af amerikanernes voldsomme brug af kemiske våben. Masser af grusomme beskrivelser af krigsforbrydelser. For mig var det en kort videosekvens af napalm-pigen, hende man altid ser på billederne, som gjorde størst indtryk. Man ser hende komme hen til kameraet, hvor nogle mennesker pøser vand på hendes hud, der hænger i tynde trevler. Og hun har så meget liv i øjnene, så meget fremtid. Og samtidig ser man hendes krop i færd med at blive ødelagt.
Vi valgte at skåne vores unger og lod dem blive på hotellet (nogen havde faktisk små børn med!), og min kæreste og jeg besøgte museet efter tur. Og det er et vigtigt museum at besøge. Hvis alle mennesker så dette museum en gang om året, ville der blive begået langt færre krigsforbrydelser i verden- vil være min (udokumenterede) påstand.
Og nu vi er ved krigen, og det der med ungerne. Tag dem med hen og se genforeningspaladset i stedet. Det er stille og roligt og hyggeligt (måske også lidt kedeligt) men med et par gode historier, blandt andet om den nordvietnamesiske kampvogn, der torpederer hegnet i 1975 og på symbolsk vis markerer slutningen på krigen. Og så er det fascinerende at betragte alle de sydkoreanske turister, der har kastet deres kærlighed over denne attraktion. Men de er nu mange steder, sydkoreanerne, altid i flotte kjoler og jakker, udstyret med kamera, stativer, og selfie-stænger.
Men Ho Chi Min City er først og fremmest en totaloplevelse. Hold da maule for et inferno af mennesker, sanseindtryk og trafik. Jeg synes, trafikken var overvældende i Hanoi, men i Ho Chi Minh City får lige et ekstra nøk. Her tager de også fortovene i brug til deres scootere. Og hvis man skal krydse byen, for eksempel en tur til lufthavnen, kan det sagtens tage en time ekstra, hvis man lige rammer myldretiden, som strækker sig over det meste af formiddagen og aftenen. Massive mængder biler og scootersværme. Min kæreste trivedes fint i larmen og virakken. Vi andre var mere ”koncentrerede”, når vi vandrede rundt i kaos. Det er den vildeste trafikale storby, jeg nogensinde har oplevet.
Til gengæld kan man få det hele. Pludselig var der rigtig kaffe, brød, mad fra alverdens lande, tøj i alle afskygninger og en 7eleven nede på gadehjørnet. En metropol på godt og ondt og måske en passende bro mellem Sydøstasien og den vestlige verden, der venter os lige om lidt, efter en 12 timers flyvetur.
Og det lykkedes os faktisk at snyde vinteren og få en masse fantastiske oplevelser i et land som er utroligt trygt og nemt at rejse i som børnefamilie.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
コメント