Mandag eftermiddag ringede de fra Go’morgen Danmark og spurgte, om jeg ville komme i studiet tirsdag morgen og tale om skandinavisk børneopdragelse vs. fransk børneopdragelse. Jeg sagde, at jeg ikke vidste en pind om Sverige og Norge, men godt kunne sige noget om dansk pædagogik og børnesyn. Om de kunne bruge det? Ja, det var fint. Bare jeg ville komme. Jeg tænkte, at de nok havde fået afbud fra Lola Jensen og Ulla Dyrløv og deres faste eksperter, og så stod de og rev sig selv i håret og kiggede længere ned på listen, hvor mit navn tilfældigvis stod, fordi jeg har været inde hos dem et par gange før.
Anledningen var, at Léa Johansen, en fransk mor i Danmark, havde fået et chok over, hvordan vi opdrager vores unger. Jeg googlede hende selvfølgelig og fandt et interview, hvor hun fortalte, hvor forbavset hun blev, da hun kom til landet og opdagede, at en mor stillede sin barnevogn med et sovende barn i, uden for en Café (klassikeren). Og blev ringet op af en far fra børnehaven, der spurgte, om deres børn ikke skulle have en legeaftale. Han kunne eventuelt tage datteren med hjem i eftermiddag. Øh..hvem er du? Hvem er barnet? Hvad går det her ud på? Man kan sgu da ikke lade en fremmed mand tage sit barn med hjem fra børnehave.
Og nu har hun så skrevet en bog om skandinavisk børneopdragelse, på fransk, hvor hun beskriver, hvordan vi tænker tillid ind i opdragelsen på en helt anden måde end i Frankrig. Og jeg skulle så indkaldes som en slags side-kick, en ekspert, der kunne validere hendes udsagn og bekræfte, at hun havde en god pointe, som de kunne lære noget af i Frankrig.
Jeg synes, det lød sjovt og interessant, så jeg sagde ja og tog toget kl. 06:01 tirsdag morgen, fordi morgen-tv altid skal starte umanerlig tidligt (dog dejlig meget plads i toget på dette tidspunkt). Ind til Tivoli og igennem verdens mest slaskede sikkerhedstjek, som bekræfter oplevelsen af et tillidsbaseret samfund, hvor man uden problemer ville kunne smugle en bombe eller bazooka ind i et studie på en af de store tv-kanaler. En god kop kaffe og så videre ind ind til sminkedamen:
-Tror du, at du kan fjerne mine sorte rander under øjnene?
-Ja da. Jeg har set dem meget værre.
Tilbage ud i loungen, hvor Léa kom hen og sagde hej. Hun var bekymret for sit danske. Om folk ville kunne forstå hende. Og hun var også temmelig spændt på at skulle i live-tv. Jeg sagde, at hun allerede talte langt bedre dansk end prins Henrik, og at jeg havde set et interview med hende, hvor hun klarede det vildt godt.
Videre op i studiet, briefing med værten, som var helt ny i jobbet. Underligt at jeg på en måde var den mest rutinerede. Vi gik interviewet igennem. Hun skulle fortælle om hendes oplevelser som mor i Danmark, og bagefter skulle jeg komme ind og fortælle om det danske kærlighedsbarn, der bliver mødt af ekstreme mængder kærlighed og omsorg, fordi vi har et samfund med masser af velstand, velfungerende demokratiske institutioner og en høj grad af sammenhængskraft. Bagefter skulle jeg tale om, hvordan vi i den pædagogiske verden hylder ligeværd, autonomi og demokratisk dannelse helt ned i børnehavealderen. Og så skulle vi tale videre om hendes nye bog og forskellen på fransk og dansk pædagogik.
Men sådan gik det ikke. Måske på grund af den nye værts nervøsitet. Første del gik fint, og Lea fortalte om hendes undren og oplevelser i de første år, og så kom jeg ind og sagde, at jeg synes det var fedt, at hun havde fået øje på noget positivt ved dansk pædagogik. Noget der faktisk var så godt, at man kunne eksportere det til andre lande. Og så begyndte værten at stille mig nogle helt andre spørgsmål end dem, vi havde aftalt. Og kun om tillid. Og det er da også en supervigtig pointe, at vi lever i et tillidsbaseret samfund, og at det er en værdi, vi skal værne om i en verden, hvor onde kræfter forsøger at skabe splittelse og mase kiler ned igennem befolkningen, men det var ligesom ikke det, jeg var kaldt ind for at tale om. Og vupti. Så var interviewet slut. For alting går hurtigt i fjernsynet. I sær når man kun er med som side-kick. Men det vidste jeg selvfølgelig godt.
Jeg overvejede om jeg skulle sige noget til værten, ”det er altså vigtigt, at du spørger om det aftalte” eller ”det er en god ide at spille dine gæster stærke”. Men jeg besluttede mig for at lade være. Han var i forvejen synligt nervøs og havde lige afsluttet indslaget ved at sige ”velkommen” i stedet for ”tak for besøget”, så han vidste nok godt, at den ikke sad lige i skabet. Desuden var det her Léas projekt, og jeg synes, hun klarede det vildt godt.
Jeg gik over til hende, og hun var både glad og lettet: Tror du godt, at folk kunne forstå mig?
-Ja, for pokker. Det gik skidegodt, og du fik virkelig formidlet det på en god måde.
Jeg gav hende et eksemplar af min bog, og hun lovede mig et eksemplar af hendes, når den en dag kom på engelsk. Vi aftalte at holde kontakten. Måske kunne vi lave et foredrag sammen. Eller måske kunne jeg være gæst i hendes podcast. Nu gjaldt det først og fremmest om at udbrede kendskabet til skandinavisk børneopdragelse i Frankrig. Hun havde allerede sendt bogen til de franske politikere, og nogle af dem virkede oprigtigt interesserede.
På vej hjem i det proppede morgentog, tænkte jeg over, hvor fedt det egentlig er. At en kvinde som hende oplever noget godt, skriver en bog om det og forsøger at ændre tænkningen i et kæmpestort land som Frankrig. Måske er det sådan noget, vi har brug for i verden netop nu. At nogle mennesker tror på, at noget kan blive bedre og rent faktisk gør noget aktivt for at få det til at ske.
Så held og lykke herfra, Léa Johansen. Hvis der var flere som dig, kunne vi muligvis skabe en langt bedre verden.
Tak fordi du læste med.
Hvis du har lyst til at se indslaget, kan du finde det her (hvis du altså har TV2 play). Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments