#354 Mig og mit rumvæsen

Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Jeg har fundet et lillebitte rumvæsen. Og nu kan jeg mærke, at du bliver skeptisk og ikke tror på mig og vil have beviser og den slags. Og det synes jeg ærlig talt er skuffende. Vi plejer at kunne stole på hinanden. Altså, jeg stoler jo på dig, læser, og så må du også kunne stole på mig. Også selvom det lyder en smule urealistisk.

Og jeg var da også selv overrasket, da jeg fandt den lille fyr. I affaldsskuret. Forleden aften. Nu giver jeg dig lige historien, så du kan indse, at det faktisk er sandt.

Altså det startede med, at min kæreste spurgte, om jeg ikke ville gå ud med pappet, og jeg havde det sådan: Aargh, hvor nederen, hvorfor lige nu? For der var kommet rimelig meget sne, og der var også rimelig meget pap, og det er altid kedeligt at gå med pap, men endnu mere kedeligt i snevejr. Omvendt havde jeg lovet at gå ud med det for flere dage siden, og når man har lovet noget, skal man holde det. Især når det gælder pap, som står og fylder i et køkken.

Så jeg tog mine crocs på, selvom det bestemt ikke var crocsvejr, og da jeg kom hen i ressourceskuret, som er et rum med en masse containere og beholdere, ja så kom jeg til at træde på noget, som jeg først troede var plastik, men som viste sig at være en form for metaldåse, og da skulle til at tage den og smide den i metalaffald, tomlede en lille grøn fyr ud, med følehorn og grøn hud, og jeg troede først, at det var et stykke legetøj med batterier, så jeg samlede det op, men så begyndte den lille grønne fyr at tale:

-Hvad fuck laver du? Sæt mig ned, sagde den.

Jeg blev så forskrækket, at jeg slap mit greb, så den lille fyr faldt ned på det hårde gulv og slog sig.

-AAAAAAAVVVVV, skreg den, og jeg skyndte mig at samle ham op igen.

-Jeg tror, jeg har brækket noget. Av for satan det gør ondt, læg mig på noget blødt, sagde den, og jeg skyndte mig at lægge ham oven på vores tekstilcontainer, der var overfyldt med tøj.

-Øh, det må du fandme undskylde, sagde jeg. - Jeg blev bare lidt forskrækket.

Indeni var jeg stadig pænt forskrækket, for den lille fyrs ene arm hang i en tynd tråd og så ud til at være ved at falde af, men det gjorde åbenbart ikke ondt længere.

-Hvad glor du på, spurgte han: -du ser helt bleg ud.

-Øh, hvad sker der med din arm? Det er som om den er ved at falde af, sagde jeg.

-Den skal bare have tid til at lave sig selv. Sådan gør enhver velfungerende krop fra planeten Concordia. Men det kommer til at tage noget tid, hvor jeg ikke kan flyve i rumskib.

---

På dette tidspunkt var jeg stadig skeptisk, ligesom du var, da du startede på denne historie, og jeg kiggede da også efter, om der var batterier eller skjulte mikrofoner eller kameraer i ressourceskuret, men det var der altså ikke. Jeg havde rent faktisk mødt et ægte lille rumvæsen. Så derfor blev jeg selvfølgelig også nysgerrig.

-Hvad hedder du? Og hvad laver du her?

-Jeg hedder Educus og er blevet sendt til denne planet for at undersøge, hvordan man viderefører arten på en hensigtsmæssig måde. Vi er kommet til at indrette os temmelig problematisk hos os, og så skal jeg tjekke ud, om I gør det smartere hernede. Men det hele er lidt fucked, jeg måtte ikke blive opdaget og skulle bevæge mig i tavshed. Og nu har jeg været her i ti minutter og er allerede blevet trådt på og har brækket min arm og er blevet fundet af dig. Jeg føler mig ærlig talt som et temmelig udueligt rumvæsen, som jeg lige ligger her i denne overfyldte tekstilcontainer.

-Hey, rolig lille fyr. Du skal ikke være så hård ved dig selv. Jeg lover, at jeg nok skal tage dig med rundt og vise lidt om, hvordan man viderefører arten på en hensigtsmæssig måde her på planeten jorden. Det er faktisk så heldigt, at jeg har en hjemmeside om familieliv og børneopdragelse, hvor jeg udgiver et indlæg hver fredag i 16 år, så jeg er vant til at beskæftige mig med den slags.

-Hver fredag i 16 år! Det lyder helt sygt. Er det ikke svært at finde på noget at skrive om?

-Nej, det synes jeg faktisk ikke. Det er nærmest som om emnerne kommer flyvende.

-Vildt.

-Ja, men jeg skal nok tage dig med rundt, så du kan få set, hvordan vi gør tingene hernede på jorden. Og jeg lover dig, at jeg ikke viser dig til nogen. Hvis det er vigtigt for dig at arbejde i stilhed, så gør vi det det sådan. Du kan sidde i brystlommen på min skjorte, og så skal du bare nøjes med at stikke hovedet frem, når jeg siger, at der er fri bane.

-Fedt, vil du virkelig gøre det for mig? Hvor er du dog et venligt og empatisk menneske.

-Argh, det er da ingenting.

Ja, her var jeg faktisk ved at rødme.

Men det er altså aftalen. I den kommende tid vil jeg bevæge mig rundt med et lille rumvæsen i brystlommen og undersøge, hvorfor vi egentlig gør som vi gør hernede på jorden. Altså bare indtil hans arm bliver stærk nok til, at han selv kan flyve sit rumskib igen.

Og det passer faktisk!!

Tak fordi du læser med.   

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her