#312 Der er noget i luften

Det kommer bag på mig hvert år. Når foråret pludselig rammer. Og man skal have vinterfrakken af og overveje overgangsjakke eller ligefrem bare arme i solen. Virker også så voldsomt. Når man nu i månedsvis har vænnet sig til, at man bliver mødt af regn, blæst eller hård frost, så snart man åbner hoveddøren.

Ungerne mærker også forandringen. Løfter ansigterne fra computerskærmene og misser med øjnene: "Hvorfor er her så lyst? Hvorfor kan jeg ikke se, hvad jeg spiller?"

Og man siger til dem: ”Sluk for det lort, og gå ud og find nogle at lege med”. Og de gør det. For de har også savnet solen, og de andre unger er også beordret til at slukke deres skærme og er blevet sendt ud og lege. Og pludselig render alle ungerne rundt, som var det Alle vi børn i Bulderby.

Og de voksne går også ud. Men de har deres skærme med. For der kunne jo komme en vigtig besked fra arbejde eller Aula, men de kan ikke se en pind derude, for displayet er utydeligt i solen, så de kniber øjnene sammen, og så kommer der en nabo forbi. ”Hej med dig”. Og så lægger de telefonen væk, for de tjekkede alligevel ikke arbejde eller Aula, men Facebook. Og Facebook kan man altid tjekke, for der sker aldrig noget vigtigt ( modsat nyhederne, hvor der sker alt for meget vigtigt). Og det er også dårlig stil at stå med sin telefon, når naboen kommer over. Og man stod egentlig også bare med den, fordi det ligesom er blevet en vane.

Hyggeligt at tale med naboen i øvrigt. Nærmest som om man vågner. Og lidt senere henter man to kopper kaffe og sætter sig, og man finder sine solbriller, som har været gemt væk i et halvt år. Og man kigger over på ungerne, der griner og leger, og dér kom den ene drønene forbi på et løbehjul, og den anden render rundt med en fodbold og en hær af mindre unger efter sig. Pludselig indser man, at man har været spærret inde i et halvt år, i sin egen lille æske, med sin egen lille familie, og selvom det er hyggeligt og rart, er det også ensformigt og forudsigeligt og den ene dag tager ligesom bare den anden.

Men herude, på bænken, sker der noget nyt. Og man mærker ny energi. Måske griner naboen af noget, man siger, eller måske kommer man selv til at grine. Eller får gang i en god samtale. Om noget vigtigt. Tankevækkende. Interessant. Som man ikke selv havde tænkt over, hvis man ikke havde siddet på en bænk i solen med sin nabo. 

Og kinderne fyldes af vitamin b, c, d eller hvad det hedder.  Og man mærker strålerne på den blege hud og tænker, at man burde finde noget solcreme, men hvem fanden tager solcreme på midt i marts? Og pludselig får man lyst til at rydde op, gøre rent, anlægge et højbed og bygge en udestue. Fordi man kan overskue det. Fordi man kan se ideen med det. Og fordi folk smiler. Og bevæger sig. Og foretager udendørs handlinger. Nu er det ikke længere kun de barslende småbørnsforældre med barnevogne og hundeejere i flyverdragter. Nu er det os alle sammen, der er ude. Fordi verden igen føles lys og behagelig.  

Og ungernes kinder bliver røde. Og de spiser store portioner aftensmad. Og bliver trætte og har lyst til at komme i seng til deres sengetid. Og de griner mere, end de plejer. Og vil pludselig gerne klippes. Som om vintermankerne ikke hører til i det mildere klima.   

Så vi klarede den. Endnu en gang. Den lange og mørke vinter. Og nu står vi igen og undrer os over, at vi fuldstændig havde glemt, hvor rart det føles, når forårsmiraklet pludselig og uden varsel indtræffer.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her