#315 Nåle er sygt klamme

For nylig skulle min søn vaccineres, og jeg vidste godt, han var bange for nåle. Vi oplevede det for et halvt år siden, da vi skulle vaccineres inden Vietnamrejsen. Her troppede vi op i vaccinationsklinikken, og min søn blev helt bleg, så snart han så kanylen. Heldigvis viste det sig, at han alligevel ikke skulle stikkes, fordi han var blevet vaccineret som lille, og jeg kan huske, hvordan han åndede lettet op.

Derfor havde jeg besluttet mig for at forberede ham grundigt. Og tale det ned: ”Det er jo faktisk kun et lille prik. Hvis du tænker på noget andet, lægger du nærmest ikke mærke til det. Kan du ikke huske det fra corona-tiden? Der skulle vi stikkes hele tiden. Nå, det kan du ikke. Nej nej, det er også efterhånden længe siden.”

Så på den ene side beroligelse. Det skal nok gå. Du kan næsten ikke mærke det.

På den anden side rationelle begrundelser: ”Det er noget vi skal have gjort, så du ikke skal blive ramt af alvorlige sygdomme. Ja, vi er jo faktisk heldige, at vi bor i et land, hvor man kan blive vaccineret ganske gratis (det var lige før, jeg nævnte alle de fattige børn i Afrika).

---

Så jeg følte mig som en ansvarlig far, da jeg sad i venteværelset med sønnike. Jeg har altid godt kunne lide at være sådan en far, der tager sine unger med til lægen og den slags, fordi det viser engagement, samtidig med at det tit kaster sikke-en-sød-og-deltagende-far blikke af sig fra pensionister og mødre. Så vi sad og small-talkede om stort og småt (det kan man jo ligeså godt, når nu vaccination er så stille og rolig en ting).  

Og så blev det vores tur. Og sygeplejersken var flink og sagde: ”Så gør jeg lige vaccinationen klar, du må godt lige tage jakke og trøje af.”     

Og så gik drengen totalt i baglås. Jeg så angsten i hans øjne, og han begyndte at græde: ”Nej, nej, jeg vil ikke.” 

Fuck. Fuck. Fuck. Hvad skulle jeg gøre? Jeg hader at være til besvær hos offentlige myndigheder. Så står man der hos en sygeplejerske, der har en gratis vaccination klar, og så vil barnet pludselig ikke. Jeg havde lyst til at holde ham fast og sige: Lad os få det overstået. Men det ville kræve seriøs vold, for han skulle have både jakke og trøje af, og han ville sikkert sprælle og larme, så alle i venteværelset ville høre det, og jeg ville blive katapulteret fra cool far til tåbelig far på et splitsekund: ”Ja ja, han er bare ligesom alle de andre, de skulle nok have sendt moren.”

Samtidig havde jeg ondt af ham. Han troede, han var klar, men så var han ikke klar alligevel. Havde lyst til at stikke af med ham og sige: ”Fuck det, vi skrider, så må vi gøre det på et andet tidspunkt.”

Efter ti minutters ”kom nu, du kan godt, tager kun et sekund, for fanden, det skal jo gøres, vi går ikke før det er blevet klaret”, måtte jeg sande, at vi ikke kom nogen vegne.

Vi blev nødt til at gå. Uden stik. Hvad fanden skulle der til? Skulle knægten have behandling for galopperende angst? Skulle han måske i hypnose? Have psykologhjælp, så han lærte at forholde sig til ubehagelige situationer. Ingen tvivl om, at denne angst stak dybt. Når ikke en gang min gennemtænkte og velgennemførte strategi med beroligelse og rationelle argumenter kunne trænge igennem. Hvad pokker skulle der så til?

---

14 dage senere gik han med sin mor op og blev vaccineret uden problemer. Hvordan? Jo, hun lovede ham såmænd en jordbærkage, hvis han gjorde det uden brok.

Nogle gange er pædagogik ikke så pokkers kompliceret.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her