#326 Nu forstår jeg AI-balladen

Sidder med en af årets eksamensopgaver. Strålende. Sikke en indledning. Dejligt at de

forstår at sætte karakterbegrebet ind i en samfundsmæssig kontekst. Så har de alligevel lyttet efter, da vi havde om målstyret undervisning og evalueringens tiltagende betydning i uddannelsessystemet. Jeg må have forklaret det på en utrolig god måde. Og fin problemformulering, men den har jeg selvfølgelig også selv godkendt ha ha. Videre til teoriafsnittet, også virkelig godt, ja, de anvender endda forskere, som vi slet ikke har gennemgået i undervisningen. Og rapporter. Og snørklede begreber, som minder en hel del om dem, jeg læste under kandidaten. Og de sætter dem op mod hinanden. Og kaster sig ud i en kompleks diskursanalyse. Egentlig underligt. For vi har jo slet ikke haft om diskurser. Eller Hartmut Rosa og Axel Honneth.

Hm…nu bliver jeg sgu mistænksom. Ikke en eneste slåfejl eller stavefejl. Og nu kigger jeg på diskussionsafsnittet. Igen ekstremt højt niveau og ikke en eneste teoretiker, vi har haft om i undervisningen. Og praktikken fylder intet. Og deres egne erfaringer og refleksioner heller intet.

Det er sgu en AI-opgave! Min første rene AI-opgave.

Hvad fanden gør jeg? Jeg kan jo ikke køre den igennem plagiatmaskinen, for opgaven er jo unik. Robotter laver ikke ens opgaver. Hvad gør jeg så? Skal jeg sige det til dem? Jeg mistænker jer for at have snydt. Og så sidder de der i deres pæne tøj og er nervøse, fordi de er til eksamen, og så skal de pludselig forsvare sig selv i en sag, som de ikke kan tabe med mindre de selv erkender at have snydt. Og det gør de jo ikke.

Min eneste mulighed er at lade som om jeg tror på, at de selv har skrevet den, og så give dem en hård eksamen. Bede dem folde teorierne ud og lade dem sidde og svede, når de ikke kan svare, og stilheden til sidst bliver overdøvende. Tik tak. Tiden går. Nu er det vist ikke så sjovt ikke at have skrevet opgaven selv.

Men måske opfatter de det slet ikke som snyd. Måske har de AI så langt inde under huden, at de finder det naturligt at bede den om hjælp, og når man først er gået ned ad den vej, bliver det nærliggende at lade den lave et afsnit, og når den kan lave et enkelt afsnit, kan den også lave to, og pludselig har den lavet hele opgaven, og så er man færdig, og det er jo dejligt.

De gør helt sikkert ikke af ond vilje. Husk det. Men de gør det. Og det er snyd. Husk også det. Men hvor er det bare dumt, for de lærer jo ingenting, og de spilder min og censors tid. Og det jo så utrolig nemt at afkode.

Eller er det? Måske er jeg blevet snydt i flere af de andre opgaver. Måske bliver jeg snydt konstant. Måske kæmper jeg som en anden analog Don Quijote mod robotterne.

Måske er de skriftlige computerskrevne opgavers tid forbi. Jeg troede, han overdrev ham rektoren der sagde, at det skal være slut med skriftlige opgaver på gymnasiet. Og jeg syntes, undervisningsministeren var for dramatisk, da han talte om at vende tilbage til pen og papir.

Men nu tror jeg faktisk, de har ret. Robotterne er ved at overtage skriftligheden. Jeg kan ligeså godt forberede mig på, at mine unger kommer til at sidde og skrive i hånden, når de selv skal til skriftlige afgangsprøver og eksaminer i fremtiden. Ligesom jeg selv gjorde. I en stor larmende gymnastiksal, hvor man skulle huske sit viskelæder og at spidse sine blyanter.  

--

Men nu skal jeg i første omgang have læst denne snydeopgave om karakter-systemet færdigt. Og i morgen skal jeg eksaminere de studerende. Jeg håber, at deres robotven står klar bagefter til at trøste dem og give dem en forklaring på, hvorfor det ikke lykkedes dem at få fat i en af de høje karakterer på skalaen.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her