#327 Romanbefalinger

Ja, det er ved at blive en tradition, at jeg befaler familielivsrelaterede romaner op til sommerferien, så hvis du har som ambition at være et år efter mig litterært, får du her en oplagt guide til videre læsning: 

Du bør starte med Se på os nu af norske Geir Gulliksen, der handler om en gift mand i livskrise, som forelsker sig i en yngre kvinde (klassisk tema). Starten af romanen er genial, og jeg vil ikke afsløre noget her, men det er en af de bøger, hvor min kæreste har hørt mig ligge i sengen og kluk-le i en grad, så hun til sidst måtte spørge: Hvad sker der? Hvad er det, du læser? Romanen handler om livskrise, sex, begær, ungdom vs. alderdom og en stribe kønspolitiske emner, som for en gangs skyld bliver taget under behandling på en måde, som ikke er irriterende. Og så er det et politisk spor, som ikke rigtig virker. Men pyt med det. Det er en fed roman, og den handler så tilpas meget om skilsmisse- og familieliv, er den må være relevant at nævne på denne side. 

Og så er der en klassiker: Lolita af Vladimir Nabokov, og du har måske læst den, men det havde jeg ikke, indtil jeg fik den anbefalet af en bofælle, og så tog jeg mig sammen. Føj for en gruopvækkende bog. Og du ved det sikkert godt, men ellers siger jeg det her, at den handler om en ældre mand, der bliver betaget af, og forelsket i en lille pige, og så gifter han sig med moren, for at komme tæt på ”sommerfuglen”, som han kalder hende. Bogen er en gammel sag. Fra 1955. Den er velskrevet, rystende, uhyggelig, men også fin og poetisk, og der er ikke at sige til, at den skabte meget store rystelser i sin samtid.

Bagefter skal du læse Rosenreglen af Liv Nimand Duvå, som er en fremragende roman om en ung kvinde, der flytter i kollektiv, men har det så skidt, at hun hele tiden kommer på kant med sine bofæller. Det bedste i bogen er samspillet mellem hende og beboerne, og det er i sær godt, hvis man elsker når frelste idealistiske middelklassehyklere bliver afsløret i selvgodhed og påtaget tolerance.  Der er også et andet spor i bogen, som bestemt ikke er noget at grine af - men til gengæld rigtig vigtigt. Man kommer hele følelsesregistret igennem i dette lille mesterværk, som jeg kun kan give mine varmeste anbefalinger.

Bagefter kan du læse kampdag af Philip Winkler. Men det kræver nok, at du kan lide fodbold. Den handler om hooliganisme og om, hvordan ikke-så-ressourcestærke-familier kan gå i opløsning i miljøer, hvor det flyder med penge, alkohol, stoffer og øretæver. Bogen er en rigtig page-turner, som egner sig godt til en jeg-har-virkelig-lyst-til-at-læse-noget-let-og-dramatisk-periode. Tankevækkende indblik i hooliganmiljøet i det tidligere Østtyskland.  

Intet år uden Knausgård. Du skal have læst hans serie (som vist nok ender som en kvintolologi, altså fem bøger) om ”den mystiske stjerne” som er kæmpestor og som får besynderlige fænomener til at udspille sig rundt omkring. I år har jeg læst treeren Det tredje rige, som er endnu bedre end de to første, som også var fremragende. Jeg indrømmer, at jeg er stor fan i forvejen, men hvis du ikke har læst Knausgård før, er det et godt sted at starte. Og de kan godt læses hver for sig, men det er nu nok en fordel at læse dem i rigtig rækkefølge, så ned på biblo og lån Morgenstjernen, og vupti, har du sikret dig mange timers formidabel sommerferielæsning. Men du skal være klar på at blive overrasket igen og igen. Knausgård bevæger sig altid mellem det hverdagsnære og det filosofiske, men i disse romaner leger han med genrerne, så vi både oplever gys, gru, krimi, drama og en dunkel mystik, som indimellem får det til at risle en koldt ned ad ryggen.

Og Apropos Knausgård og dunkel mystik. Jeg har også læst fireren, Natskolen. Og den er også fremragende. Og familierelateret. Men du skal seriøst kun læse den, hvis du er klar til at blive rystet på den grumme måde. Jeg har den stadig siddende i kroppen, og der er scener som er decideret ubehagelige. 

Og så et par mere lunkne:

Morten Papes Nøglebarn. Her følger man tre generationer af mænd i Papes familie og bliver klogere på nogle af karaktererne fra de andre romaner. Indimellem er det sjovt og rørende, især husker jeg mange af passagerne med Papes sure ingeniør-oldefar, der er besat af vand og som oplever, at hele verden er imod ham. Og Pape skriver godt og underholdende, men det er som om, bogen bliver lidt for meget tillæg til Planen. Som om den ikke nødvendigvis er stærk nok i sig selv.

Og så var det året, hvor jeg gik kold i Solvej Balle septologi (serie på syv bøger). Jeg var nået til nummer fire i serien, om kvinden Tara Selter, der vågner op hver eneste dag i den attende november. Men jeg tror, det er mig, der er noget galt med. Alle dansklærertyper elsker projektet, og der synes at være bred enighed om, at hun skriver fremragende. Jeg mistede bare interessen.

Det gjorde jeg også med Kun til navlen af Linea Maja Ernst. Jeg er blevet træt af at læse ironiske romaner om den kreative klasse skrevet af dens egne medlemmer. Altså, den var da underholdende og velskrevet, men karakterne flade og problemstillingerne u-originale. En overgearet transperson, en pylret hønemor og en mystisk indadvendt forfatter. Har man ikke mødt dem før? Jeg læste den færdig, men var ærlig talt noget skuffet.

God fornøjelse med bøgerne og tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her