#328 Superdad flytter ind

Jeg bor over for en mand, der går mig på nerverne. Han er på en måde et slags spejlbillede af mig. Han er lyshåret, cirka 40 år gammel, underviser i pædagogik og har små børn, som han bruger meget tid sammen med. Men modsat mig, gør han alt med overskud og en selvsikkerhed, der får almindelige opdragelsesudfordringer til at prelle af. Han bliver aldrig træt, han bliver aldrig slået ud af kurs, og han lader aldrig sine frustrationer gå ud over sine børn. Og så har han selvfølgelig tre børn. Og arbejder med pædagogik på et højere niveau end mig. Og tjener helt sikkert også flere penge, end jeg gør.

Nå, men for at forklare hvor irriterende han er, vil jeg fortælle om den gang, han flyttede ind i huset over for. Og lad mig først minde om, hvor krævende en opgave det er at flytte med helt små børn: Først skal man finde en bolig, der lever op til forestillingerne om det perfekte barndomshjem. Så skal man mærke efter med sig selv, familien og banken, om det overhovedet er realistisk. Og bagefter kommer så det administrative og det praktiske. Jeg har endnu til gode at høre fra en familie med børn, at det ikke var ”noget hårdere, end vi lige regnede med”. Altså indtil jeg mødte Superdad. For med ham var det selvfølgelig bare en fest. Ligesom alt andet synes at være.

Det startede en lørdag sidste sommer, hvor jeg havde lagt min yngste søn til at sove middagslur i barnevognen og sat mig til rette med avisen og en kop kaffe, da jeg pludselig hørte fløjten og sangstemmer. Jeg opfattede det med det samme som en trussel mod sønnikes middagssøvn og besluttede mig for at stoppe det. Man gambler ikke med små børns søvnbehov, da det som bekendt er temmelig definerende for resten af dagens kvalitet. Hvem pokker kunne finde på at lave sådan et spektakel her i vores stille og rolige kvarter?

Selvfølgelig. De nye genboer. Jeg havde godt fornemmet aktivitet derovre i løbet af formiddagen, og nu kunne jeg se en stor stak flyttekasser og en blanding af genbrugs- og designermøbler, som ventede på at blive båret ind.

Og jeg kunne også se dem, der skulle bære.

En veltrænet mand i shorts og t-shirt med hjemmelavet papirhat på hovedet og en flyttekasse i favnen. Efter ham fulgte to små børn, også med papirhatte og hver deres flyttekasse. I børnestørrelse! Vi havde altså at gøre med mennesker, der pakkede deres gamle tilværelse ned i lige dele voksen- og børnekasser, så alle kunne være med til at bære. Skræmmende. Og så sang de. En hjemmeskrevet sang på melodien ”tre små soldater", som faren satte i gang med en fløjtelyd, som fik børnene til at grine og marchere med deres kasser. De grinede og pjattede, og det her var tydeligvis en festdag, de havde set frem til. Der var noget ved det overrumplende syn, der fik mig til at standse op. Og bare stå og betragte.

Jeg mindedes vores egen flytning, der blev udført af professionelle flyttemænd, og hvor vi roste hinanden for at have tilrettelagt en dag, hvor vi ikke skulle gøre det hele selv. Det skulle være en rolig og u-stressende flyttemandsflytning, langt fra tidligere pukle-en-hel-dag-med-vennerne-og-drikke-øl-og-spise-pizzaer-bagefter-flytninger, som vi havde prøvet så mange gange før. Derfor havde vi også sendt børnene hjem til bedsteforældrene, så vi fik fred og ro til at pakke ud og sætte på plads, og så vi havde mulighed for at have et minimum installeret, inden de kom hjem.

Men det endte selvfølgelig alligevel i det rene kaos, og vi havde ikke nået halvt så meget som håbet, da bedsteforældrene kom tilbage med ungerne (og en masse gode råd). Konflikter opstod, de voksne ville have fremdrift, ungerne ville lege med flyttekasser, og det hele endte med, at vi skældte dem ud og plantede dem ved hver deres i-Pad.

Hos vores nye genboer var det anderledes. Her var det ikke noget problem at inkludere børnene, og det var åbenbart bare sjov og ballade med sådan en gang flyttehalløj. Jeg orkede ikke afbryde idyllen, så jeg kørte min sovende søn 100 meter i den anden retning, mens jeg tænkte over, hvor flabet det i grunden er at synge og fløjte på et tidspunkt, hvor mange af ens nye naboer har små børn, der har brug for at sove.

--

Omkring ulvetimetid besluttede jeg mig for at gå over og hilse på for at udvise godt naboskab. De måtte være helt smadrede efter en lang dags flytning med tre børn, hvor den ældste ikke så ud til at være over seks. Det var faren, der åbnede. Med et stort tandpastasmil. Vi hilste på hinanden og udvekslede almindeligheder. ”Nå, så du underviser i pædagogik på universitet. Ja, jeg underviser på en professionshøjskole. Nå, I har været på en lang rejse i Østen med jeres tre små børn. Ja, det overvejer vi også at gøre, når vores bliver lidt større.” Vi snakkede sammen i tre-fire minutter og ligegyldigt hvad jeg sagde, kunne han overtrumfe mig med flere længder. Ikke sådan hoverende, men mere på en sjovt-det-gør-jeg-også-bare-på-lidt-højere-niveau-måde, som er svær at komme igen på.

Men det mest irriterende var måske, at jeg bag ham kunne se resten af familien sidde på gulvet og spille brætspil - måske Ludo - med deres åndssvage papirhatte på, mens de hyggede sig på en absurd harmonisk måde. Ingen synes at tage notits af, at rummet flød med flyttekasser, bunker af sorte sække og møbler, der så ud som om, de var kastet ind med en skovl.

Det er jo ikke naturligt at sidde og spille brætspil klokken 17:30 efter seks timers flytning! Det her var en overskudsfamilie, der gjorde tingene på deres egen måde, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg kun havde set begyndelsen….

Tak fordi du læste med

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her