#331 Natfærgen til Polen

Ja ja, togbus fra Roskilde til Høje Taastrup. Pyt med det. Vi ved, at Banedanmark har gang i et evighedsarbejde med at forbedre skinnerne om sommeren. Videre med svenskertoget mod Karlskrona. Sjovt så hurtigt man er i et andet land. Hvorfor rejser man ikke mere i Sverige? Vi burde tage herop mindst en gang om året. Se nu alle de klassiske røde træhuse. Og dér står et lille skur:

-Måske sidder Emil derinde og snitter træfigurer?, siger jeg og peger.

-Emil er da ikke fra Sverige?, siger min yngste.

-Jo for pokker, udbryder jeg: ”Han er indbegrebet af Sverige. Ligesom Pippi Langstrømpe.”

-Tænk hvis hun kom gående derovre og bar på sin hest.

-Ja, tænk en gang.

---

I Karlskrona er der hyggeligt. Og varmt. Vi sætter os ved vandet og kigger ud over byen. Den yngste og jeg beslutter os for at gå en tur. Først hen til havnens streetfood-område (obligatorisk i mange provinsbyer), så videre op til gågaden, som er bakket og snoet og tydeligvis meget gammel. En dag bliver vi nødt til at tjekke denne by rigtigt ud. Men ikke i dag.

I dag når vi kun en gåtur og et par hurtige take-away pizzaer ved vandet, inden vi skal op til togstationen og tage bus nummer 6 hen til natfærgen, som skal fragte os til Gdynia.

----

 Humøret er højt, da vi ankommer til terminalen. Venteområdet fyldes langsomt af legende, larmende børn (andre menneskers børn larmer som bekendt meget). Vi sætter os og spiller em form for hjemmelavet ekstrem-Uno, da den yngste pludselig udbryder:

-Se, der kommer færgen. Den er satme stor!!

Ja, gu er den så. Ud af vinduet kan vi se det imponerende skib komme nærmere. Vi kan også se parkeringspladsen, som er fyldt med biler, campingvogne og lastbiler. Færgen lægger til kaj. Biler og fodgængere pibler ud. Nye biler skal om bord. Begge drenge følger processen tæt. Er bestemt ikke vant til færgelastning med ferielæssede køretøjer og dirigerende autoriteter i flotte gule veste.

Endelig bliver det vores tur. Vi skal igennem en stor arm, ligesom i lufthavnen og træder ind på dæk syv, hvor der står en stor haj (mennesker i dyredragter må ikke undervurderes) som siger hej til børnene og giver dem en pind med en form for snurretop, som var det 1989. Skibet har fine trægulve og røde tæpper.

-Det ligner et hotel, udbryder den yngste.

-Ja, her er sørme flot siger jeg.  

Vi bliver ledt op til kahytterne og kigger ind:  ”luksus”, siger drengene i kor. Meget mere plads end i nattoget. Plus privat badeværelse. Vi stiller bagagen og går ned mod restaurantdækket. På vejen passerer vi en masse enarmede tyveknægte, som er ”ude af drift, men bringer mindelser om tidligere tiders storhedstider med cigaretrygende pensionister med poser fyldt med småpenge.

I loungen gør de klar til ”one-man-band” ved en lille scene. Tjenerne går med bakker med store fadøl. I det næste rum er et legeland, fyldt med overgearede unger (andres børn igen!), fordi Klokken har passeret 21. Mine unger vil også bidrage til festen, selvom den ene teknisk set overstiger alderskravet på 9 år. Vi begynder at sejle, man kan næsten ikke mærke det. Min kæreste og jeg køber to små fadøl. Som om færgen lægger op til fadølsindtag. Haner og alkoholreklamer overalt.

Bagefter går vi ind i taxfree shoppen, hvor det vrimler med larmende voksne.

-Det her er ligesom et legeland for voksne, siger den store, som selv er ved at udvikle sig til en slags minivoksen og siger kloge ting.

Og folk er virkelig begejstrede. Jeg forstår det ikke. Hvor glad kan man lige blive over en stor Toblerone og en Bayleys 20 kroner under normalprisen? Selv køber vi en pose en pose chips og en sodavand og skynder os ud derfra.

Oppe i kahytten er alting spændende, og det er svært at sove. Nabokahyttens unger larmer (andres børn igen igen!!) og der går nogle timer, inden alle sover. Næste morgen kl. 6, bliver vi vækket af musik og polsk-svensk-engelsk speak om morgenmad og ankomsttid. Et brutalt, men effektivt, vækkeritual, som får alle til at spærre øjnene op og træde zombieagtigt ud af køjerne.

Ned til morgenmaden. Og her bliver jeg nødt til at være en hård banan. Stena Line har, trods årtiers træning, endnu ikke fundet formelen til servicering af hundredevis af klatøjede færgeturister, der alle ankommer til buffeten præcis 06:25. Absolut intet system og kun siddepladser til cirka halvdelen. Uvorne unger, målrettede pensionister og lastbilchauffører med spidse albuer puffer og kæmper om blød bacon, slattent røræg og middelmådige rundstykker. En absolut ikke-anbefalelsesværdig oplevelse, og hvis I overvejer at tage familien på eksotisk natfærgetur til Polen, så spring morgenmaden over eller sørg for at ramme restauranten i de absolutte ydertidspunkter. Buffeten er ikke værd at kæmpe for!!

Konklusion: Natfærgen mellem Karlskrona og Gdynia er en anbefalelsesværdig rejseoplevelse for børnefamilien. Mest fordi det er hyggeligt og eksotisk at være sammen som familie i en kahyt på et skib. Men det er også en rejseform, hvor udviklingen er gået i stå. Fokus er på forbrug, fadøl og store burgere, mens den sorte røg vælter op af skorstenen.  

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her