#337 Slatten blodmåne over Sydbyen

Sådan oplevede jeg søndag aften i sidste uge:

-Far, hvad er en blodmåne?

Blodmåne. Blodmåne. Hvad fanden er en blodmåne? Jeg kender blodpølser og blodbaner, blodplasma, blodpøl, blodstænk og blodpenge. Men jeg kender ikke til nogen blodmåne. Det må være noget naturvidenskabeligt. Hurtigt ind og google, mens jeg svarer:

-Hvorfor spørger du om det?

-Der er bare nogen i klassen, der har snakket om det.

Her står det. Thank you, Chat GPT. 

-Det er, når jorden lægger sig mellem solen og månen og blokerer for sollyset.

-Dem fra klassen siger, det er i aften.

-Nå for pokker. lad os prøve at kigge ud af vinduet.

Ingen måne at se. Pokkers også. Ulempen ved at bo i etagebyggeri i byen. Videre hen til det næste vindue. Heller ingen blodmåne her.

-Beklager, du bliver nødt til at lægge dig til at sove nu. Klokken er langt over sengetid.

Videre ud til den store, som løber rundt udenfor og indvier sit nye skateboard. Det kan godt være, at lillebror misser blodmånen, men der er ingen grund til, at storebror også gør.

-Nå, der er du. Har du set månen?

-Nej, men alle folk snakker om den.

-Kom, lad os gå op på bakken og kigge.

Vi er ikke de eneste. En lille flok har forsamlet sig og står og kigger op på himlen. Dér er den. Fuld og med et rødligt skær. Øh...er det virkelig bare det? Altså, jeg kan da godt se lidt rødt grums, eller med lidt god vilje, en rødlig indpakning. Men så heller ikke mere. Er det virkelig Breaking News og Talk of the Town?

Og hvad pokker skal jeg sige til sønnike? Skal jeg sige ”wow” eller ”hold da op” i håb om, at han bevarer noget af den naturvidenskabelige interesse, som han faktisk, i mod alle odds, har samlet op? Jeg ved jo, at erhvervslivet skriger efter mennesker med naturvidenskabelige kompetencer, og skolerne laver den ene temauge efter den anden om solsystemer og robotteknologi. Og jeg vil jo ikke beskyldes for at være sådan en forælder, der ligefrem piller interessen ud af ham. Selvom det føles både kedeligt og temmelig koldt at stå og kigge på en slatten blodmåne over Sydbyen.

Heldigvis når jeg ikke at tænke særlig længe over min strategi, inden junior selv kommer mig til undsætning:  

-Far, jeg fryser, skal vi ikke gå ind?

-Jo, det kan vi godt. Nu har vi også fået et rigtig godt kig.

Senere på aftenen googler jeg videre. Der står, at der går cirka 2 et halvt år imellem blodmåner, men også at der kan komme 2-4 blodmåner om året, og at de kan komme i klynger, 2-3 stykker med cirka 6 måneders mellemrum. Kan ikke finde hoved eller hale i det.

Havde overvejet at smide blodmånefakta i hovedet på ungerne over havregrynene mandag morgen, men dropper det igen. Gider jo ikke ligefrem fylde dem med løgn.

Beslutter mig for, at det er bedst, at naturfagslærerne tager sig blodmåner og lignende naturfænomener.

Så skal jeg nok selv sørge for politik og fodbold.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her