#379 Børn på Roskilde Festival

Roskilde er ikke for små børn. Basta. Sådan har jeg altid haft det. Der findes masser af familievenlige og rolige festivaler derude, men Roskilde er vild, farlig og ukontrollabel. Alligevel har jeg set flere og flere små krapyler komme snigende ind på Dyrskuepladsen, og hver gang tænker jeg: ”Også her, også gode gamle Roskilde. Kan man nu heller ikke her være i fred for disse allestedsnærværende se-mig-hør-mig-hjælp-mig-lyt-til-mig-irriterende-projektbørn?”

Men skaden er sket. Roskilde har sagt ”lad de små børn komme til mig” og besluttet sig for at udstyre dem med gratis armbånd indtil deres tiende leveår. Og når skaden alligevel er sket. Når det nu alligevel er blevet noget man gør, så kunne jeg jo også lige så godt tage mit eget (niårige) projektbarn med. En fra eller til. Det gør jo ingen forskel. Ligesom med flyvning, indtag af rødt kød og almindelig høflighed i samfundet. Hvorfor skal det kun være mig, der går forrest og viser vejen? Fuck det. Når alle andre gør det, gør jeg det også.   

Så i søndags gik jeg mod pladsen med min niårige søn i hånden. Og det føltes underligt. Tænk at jeg nu var sådan en voksen far-type, der tog sin søn med på festival og forbi de tusindvis af telte. Jeg plejede jo at være en af dem. Ja, sådan en som dig, der står med en kæmpe øl-bon, som pigen lokker dig til at drikke af. Igen. Selvom du havde lovet dig selv, at du ikke skulle være stiv inden frokost. Eller dig, der ligger på en luftmadras og sover den ud, fordi du festede alt for længe i går og blev stegt i dit telt her til morgen, så du allerede lidt over syv var nødt til at rykke udendørs. Eller dig, der sidder på en klapstol og taler passioneret med dine venner. Du er her, nu, dine øjne er blanke, og du er lykkelig. Du har tynd hud og er omgivet de mennesker, der betyder allermest for dig. Måske har du lige været på efterskole. Ja, du har helt sikkert været på efterskole, og nu skal du bruge de næste mange dage på at sige sætninger som: ”vi mister aldrig kontakten, vi skal helt sikkert blive ved med at lave noget i weekenden og vi er altså bare en helt speciel vennegruppe”.

---

Men alt det skal sønnike ikke vide noget om endnu. Han skal vises rundt på en ansvarlig måde: ”Ja, det er jo en af Europas største festivaler, derinde kan du se Orange Scene, den er lige blevet lavet meget større. ”

Vi stiller os ind foran den udendørs Eos scene. Det lykkedes os at komme et godt stykke frem. Heldigvis har de booket et børneband, Ozzy, så på den måde er det en perfekt introduktion. Da den første baslyd runger ud af højtalerne, giver det kæmpe gip i drengen. Han hopper nærmest i vejret: ”Hold da kæft de spiller højt”, siger han.

Han synes, det er voldsomt. Bagefter undrer han sig over, at der ligger så mange øldåser på jorden, og det giver mig mulighed for at fortælle om pantsystemet og alle dem, der rejser hertil for at samle dåser og flasker i en uge. Jeg føler mig ekstremt far-agtig. Han synes, det er mærkeligt det hele, og jeg fornemmer, at han gerne snart vil hjem. Han har allerede fået Roskilde nok.

Jeg spørger ham, om han selv tror, han skal herud og ligge i telt, når han bliver større, men det mener han ikke: ” Nej tak, jeg vil hellere spille fodbold”.         

---

Men lad os nu se. Festivalen har en tendens til at sætte sine kløer i byens unge. Så lur mig om han ikke en dag vil havne derude med en øl-bon og en luftmadras og en masse venner som får ham til at glemme tid og sted.

Så på den måde er det jo fint, at festivalen er blevet lidt mindre farlig. Når det nu er mine egne børn, der snart skal derud. Så er det jo godt, at det slut med tåbelig traditioner som ”vælte hegnet” og brænde telte af om søndagen. Og at man ikke kan skære sig på glasflasker længere. Børn i dag er jo anderledes. Mere skrøbelige.

Ja, og jo mere jeg skriver på denne tekst, kan jeg mærke, at udviklingen er sund. Og rigtig. Og det er jo faktisk fint, at mine unger lige kan få en lille forsmag på festivallen, inden de skal derud og boltre sig. Og måske får de en oplevelse af, at det handler mere om musik glæde og samvær end om tung druk, hash og grænserykning. og det er måske slet ikke så dumt endda.

Ja, måske er det ligefrem at foretrække. Jeg ville nok have haft godt af sådan en indsigt som barn, så jeg ikke brugte de første mange sæsoner på at drikke mig sanseløst beruset i smatten uden overhovedet at høre musik. Ja, hvorfor fanden var der ikke nogen voksne, der tog mig med ud på Dyrskuepladsen, da jeg var barn, så jeg kunne for en forståelse for, hvad det egentlig handler om?

Jeg kan mærke, at jeg er ved at miste kontrollen over denne tekst. Den stikker af og udtrykker modsatrettede budskaber. Måske fordi jeg skriver den, mens jeg selv er på festival.

Ok. Jeg slutter af med denne ganske nye, men klart definerede holdning: Det er en god ide at børn kommer med på festivallen, især til hyggelige koncerter, som åbningskoncert med Pil og Ozzy om søndagen. Men så er det nok også en god ide, at de kommer hjem i seng, inden festen for alvor går bananas og mørket falder på.

For Roskilde er mange ting: Det er kunst, musik, fest, samvær, opleveler, glæde, kærlighed og store følelser. Men det er også tung druk, hash, grænserykning, store menneskemængder og en masse stive 21-årige, der vælter rundt, når mørket falder på.

Så Rokilde er mest for voksne - men også lidt for børn.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 9 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her