Da jeg var lille, blev jeg sendt ind på mit værelse, når jeg havde lavet ballade: ”Så kan du blive der, til du er sød igen.” Jeg fik også at vide, at ”det er vigtigt at spise med kniv og gaffel - og ikke levne på tallerkenen.” Der var meget fokus på høflighed, gode manerer og evnen til at være sød, og når jeg taler med jævnaldrende, kan jeg høre, at det ikke kun var hos mig, at det var sådan. Der herskede i firserne og starthalvfemserne en udbredt forståelse af, at børn tilhørte og repræsenterede deres forældre, så når et barn råbte og skreg i supermarkedet, faldt det direkte tilbage på mor og far. ”De har da vist slet ikke styr på deres unge” eller ”sikke da et uopdragent barn”. Derfor gjaldt det om at få nogle velafrettede børn, der kunne finde ud af at opføre sig ordentligt - ikke mindst når man var ude hos andre.
Det betyder, at mange af os, der voksede op den gang er blevet verdensmestre i at være søde og tilpasse os stemninger, ligesom vi er stærkt trænede i at undertrykke følelser som frustration og vrede. Og det giver os nogle udfordringer, når vi skal opdrage vores egne børn, for normerne er ikke de samme mere, som de var for 20-30 år siden. Nu er det bredt anerkendt, at børn skal have lov til at udleve deres følelser, så de ikke bliver nogle knudemænd- og kvinder, som ender med psykiske problemer, stress eller mavesår, når de bliver voksne.
Så vi skal altså lære vores børn nogle egenskaber, som vi ikke selv har lært i vores opvækst, og hvordan gør man så det?
Ja, for det første kræver det nok, at man er i stand til at gøre oprør mod noget af det, man er rundet af. Jeg bøvlede selv en del med ”retten til at fylde noget i verden” da min ældste søn var mindre. Jeg gik og tyssede på ham konstant, når vi var ude i det offentlige rum, ligesom jeg gjorde en dyd ud af, at få ham til at opføre sig ordentligt, når vi var i supermarkedet eller kørte i tog. Som om min egen succes som far afhang af, hvordan andre (typisk fremmede) vurderede hans opførsel. Da vi fik barn nummer to, var det som om, jeg gav op og slappede mere af. ”Jeg kan alligevel ikke styre det, så nu må vi bare tage det som det kommer”. Nu er jeg blevet mere bevidst om det og prøver at gå stolt igennem Netto med mine skrigende børn og signalere ”vi må godt være her”, selvom de ældre damer ryster opgivende på hovederne. Men jeg øver mig i det. Og bliver bedre og bedre til det.
Derudover han min kæreste og jeg har valgt en tovejsstrategi. For det første prøver vi at arbejde med os selv og blive bedre til at give vores egne følelser plads - både fordi det er en god ting for os, og fordi vi ved, at vi kan prædike nok så meget for børnene, men at det er den adfærd, de oplever og ser, som de vil tage til sig. Men det er naturligvis svært. Når man er opvokset med, at vrede er forbudt, bliver det sin sag at mærke den og udtrykke den. Det kan du i øvrigt læse mere om her.
For det andet prøver vi at skabe konkrete muligheder for, at børnene kan komme af med deres følelser på hensigtsmæssige måder, ved at vi taler om følelsen og opfordrer dem til bare at give los. Hvis et barn for eksempel er ked af det, kan vi finde på at sige: ”Jeg kan godt forstå, du er ked af det. Det må du gerne være. Det er helt okay, og jeg skal nok holde om dig imens”. Og hvis en af dem bliver vred, sætter vi dem ofte til at slå i en af vores store sofapuder: ”Jeg kan godt forstå, at du er sur på din lillebror, men du må ikke slå ham. Til gengæld må du banke lige så hårdt, du kan i denne her pude, og jeg skal nok kigge på, hvor hårdt du slår.” Og det har en fantastisk effekt. Ofte giver jeg puden liv efter lidt tid og siger for eksempel ”av”, når min store søn rammer den, og så kan han aldrig lade være med at grine, og så ved man jo, at vredesudbruddet er ved at være ovre.
Det nye er, at vi også er begyndt at køre puden i stilling, inden potentielle konflikter udspiller sig. Når vi eksempelvis skal til at spille ludo, sætter vi puden på stolen, så den er klar, hvis ældste søn skulle blive slået hjem og pludselig blive vred på sin far, som desværre ikke ejer egenskaben at tabe med vilje. Så er det drønpraktisk, at der står en pude klar til at tage nogle slag, og det gør også, at jeg orker at spille brætspil noget tættere på sengetid end tidligere. Simpelthen fordi sofapuden giver mig et konkret sted at sende barnevreden hen.
Så hermed et styk råd ganske gratis: Inviter en sofapude med til brætspil, så dit barn kan få afløb for sin ganske naturlige trang til at smadre noget, når det har tabt. Personligt gemmer jeg mine egne nederlag i maven, fordi jeg hellere vil leve med potentielle mavesår, end blive taget af naboerne i at ligge på gulvet og banke løs på en forsvarsløs sofapude – men sådan er det nok bare at blive voksen.
Tak fordi du læste med.
Husk at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen, hvis du mener noget om emnet