Har I lagt mærke til, at coronatiden er på vej ind i en ny og mindre dramatisk fase? At man begynder at se tegn på tilbagevendende normalitet? Jeg har i løbet af ugen bemærket hele tre ting, der viser mig, at verden nok skal blive sig selv igen, når vi er ude på den anden side. For det første har jeg set politikere, der forlader forhandlinger og sviner hinanden til på sociale medier, hvilket gør mig utrolig tryg. Det betyder, at de har genfundet sig selv og er kommet i tanke om, at politik er en leg, hvor det handler om at sparke bagud, så man selv kan komme fremad. For det andet har jeg set, at Ekstra Bladet har intensiveret dækningen af reality-tv, og jeg blev nærmest rørt, da jeg forleden så, at der igen var blevet plads til Niklas Bendtner på forsiden. Endelig kan jeg se, at alle er begyndt at kritisere regeringen for deres alt for hurtige og alt for langsomme genåbning af Danmark. Det viser mig, at Georg Brandes, Henrik Pontoppidan og Egon Olsen ikke har levet forgæves, og jeg er dybt imponeret af vores evne til at brokke os højlydt, samtidig med at vi vasker hænder og holder afstand.
Men selvom vi er på vej mod en form for normalitet, er verden jo ikke længere den samme som før coronakrisen. Vi har alle sammen opbygget et coronaordforråd og bruger ord som flokimmunitet, patient nul, rask smittebærer og værnemidler, ligesom vi har udviklet en coronabevidsthed, som ville have været utænkelig, før en mand i Kina spiste en flagermus og satte hele verden i brand. Jeg vil i dette indlæg forsøge at gøre status over coronatidens første fase ved at give en subjektiv vurdering af alle de aktører, der pludselig kom ind i vores liv via fjernsyn og computerskærme og var med til at forme vores hjerner på en helt ny måde. Hvor kom de fra? Hvad har de betydet for os? Og hvad kan vi bruge dem til?
Som det fantasiforladte skolemenneske jeg er, har jeg valgt at vurdere coronaaktørernes adfærd og ageren ved at give dem karakterer. Jeg har valgt at bruge den gamle skala, fordi den er bedre end den nye, og jeg har bestræbt mig på at være så subjektiv og farvet, som det overhovedet er muligt for et nogenlunde rationelt menneske (og så har jeg besluttet at undlade at vurdere Mette og myndighedsmændene, fordi jeg allerede har skrevet om dem tidligere, og fordi deres roller på en måde giver sig selv).
Frontløberen
Den første overraskende person, jeg stødte på i coronadækningen, var min gode gamle holdkammerat i Røde Stjerne, Jakob Tage Ramlyng (ja, ham fra TV2 News). Jeg snakkede en del med ham, den gang jeg selv havnede i medierne med mit hente-børn-tidligt-indlæg, og han sagde blandt andet, at medieopmærksomhed handler rigtig meget om timing. Og det skal jeg da love for, at han efterfølgende har demonstreret på bedste mesterlærermaner: ”Hvis du vil have opmærksomhed i en global pandemi, er det en rigtig god ide at blive smittet som den første,”. I lang tid turnerede han rundt i alverdens medier, over videolink og Skype, og fortalte til millioner af mennesker, hvordan det føles at have eksotiske symptomer som let feber og tør hoste.
Virkelig flot opvisning i timing og kunsten at brage igennem mediemuren. Karakter: 11.
Den beroligende læge
En anden, der er braget igennem mediemuren (igen), er vores alle sammens forever tv-læge Peter Geisling, der om nogen har forstået, hvad der er brug for i en tid, hvor en farlig virus fyger om ørerne på os. Der er nemlig bug for læger, der stille og roligt og på lægesprog forklarer os, hvad der er op og ned, og fortæller, at det hele nok skal komme under kontrol en gang ude i fremtiden. Ja, der er med andre ord mere end nogensinde brug for Lægens bord.
For den bundsolide og lægeagtige præstation. Karakter: 11.
Urostifteren
I den modsatte grøft finder vi Vibeke Manniche, som har forsøgt at skabe uro ved at være konsekvent uenig med myndighederne og alle sine kolleger. Når samtlige læger siger, at vi skal passe på, siger Vibeke, at vi skal slappe af. Om hun har ret, aner jeg ikke, for jeg er jo ikke læge. Til gengæld ved jeg, at hun har skabt uro i en tid, hvor vi alle sammen havde brug for ro.
For den aldeles urolige præstation. Karakter: 6 (når hun trods alt består, skyldes det, at hun har en grim vane med at lægge sag an mod hendes værste kritikere).
Fællessangeren
Pludselig stod han der. Hvor kom han fra? Hvem er den lille smilende mand ved klaveret? Men hurtigt fandt man ud af, at han var coronakrisens svar på Florence Nightingale. Det kan godt være, vi ikke har en kur eller en vaccine mod corona, men vi har Philip Faber. Og når Danmark er i krise, genopfinder vi altid fællessangen, og i denne krise blev vores hærfører en lille hoftesvingende pigekorsleder med en højskolesangbog og et blomsterfyldt klaver. Benny Andersen har heller ikke levet forgæves.
For den absolut lykkebringende, smilende og public-service-når-det-er-bedst-agtige præstation. Karakter: 13.
Kæmpebabyen
Jeg har tidligere, i dette indlæg, sammenlignet Lars Løkke med Viggo Skjold Hansen fra Matador, fordi de begge er opportunister og forsøger at opnå maksimal personlig vinding i enhver tænkelig situation. Således også under coronakrisen. Lars Løkke har set det som sin hovedopgave at kritisere regeringen højlydt i BT, og modsat andre tidligere statsministre har han på intet tidspunkt holdt sig for god til at kritisere sin direkte efterfølger. På en måde minder Lars Løkke Rasmussen om en kæmpebaby, der trumler igennem medielandskabet for at få dækket sine allermest basale opmærksomhedsbehov.
For den barnlige, opmærksomhedssøgende og meget lidt statsmandsagtige præstation: Karakter: 03.
Den arrogante svensker
Ja, jeg bliver nødt til at nævne svenskernes svar på Søren Brostrøm, Anders Tegnell, der med sin attitude og sit bedrevidende væsen har formået at pisse rigtig mange danskere (og måske også svenskere?) af. Første gang jeg stiftede bekendtskab med ham, var i en reportage fra Stockholm, hvor han synes, det var skægt at lave interviewet ved buffeten, fordi den slags jo var lukket ned i Danmark. Indtil videre har hans eksperiment med ikke at lukke Sverige ned, kostet 1333 svenskere livet.
For den når-svenskere-er-allermest-bedrevidende præstation. Karakter: 5.
Den allestedsnærværende
Redaktionsmøde på DR:
-Hvem skal vi have til at stå for det der fællessang om aftenen?
-Jeg har det! Mads Steffensen.
-Men brugte vi ikke også ham til Året, der gik og alle vores quizprogrammer og Kender du typen og Mads og monopolet?
-Jo jo, det er ham, folk vil have. Og vi har ikke andre. Vi kan sgu ikke sætte Clement til at lave sådan noget. Han begynder bare at diskutere med folk.
For den sikre og stilrene, men knap så overraskende præstation. Karakter: 9.
De virkelighedsfjerne
Bolsonaro i Brasilien, Donald Trump i USA og Boris Johnson i UK har også fyldt en del i den danske mediedækning, og jeg har valgt at slå dem sammen her, fordi jeg synes, de har nogle fællestræk, der forener. For det første er de alle tre det, vi hjemme hos os kalder ”mandemænd” -som betyder, at de er sådan nogle, der aldrig siger ”det ved jeg ikke”, og som aldrig har taget fejl i hele deres liv. For det andet er de skeptiske over for videnskab, for hvis man ikke kan se det, findes det nok ikke. Og for det tredje er de udprægede går-den-så-går-den-typer, som aldrig kunne finde på at gøre noget præventivt, og da slet ikke, hvis det koster penge. Men den gik så ikke lige med coronaen. Indtil videre har Trumps ”Just a little flu” kostet lige knap 30.000 mennesker livet og hans krisehåndtering ført til over 20 mio. arbejdsløse. Hans ven i Brasilien satser stadig på, at det driver over, mens det virker som om, at kollegaen på Downing Street har fået en smule mere respekt på det seneste.
For de virkelighedsfjerne og mandemandske præstationer. Karakter: 5.
Coronalone
Jeg bliver nødt til at have Coronalone med på listen over væsentlige aktører, fordi hun var en af de allerførste til at fatte, at det her ville blive en verdensomspændende pandemi og til at starte med, var der ingen der troede på hende. Jeg kender selv følelsen fra 2016, hvor jeg forudsagde, at Portugal ville vinde EM, og alle folk bare grinede ad mig. Men nogen gange ender man med at få ret, selvom man er i mindretal, og hvor er det bare federe, når det handler om fodbold end om forekomsten af dødbringende pandemier.
For den spåkoneagtige præstation tilsat et virkelig sejt coronanavn. Karakter: 11
Hvis du er uenig i nogle af vurderingerne, bør du læse teksten igen eller alternativt skrive en kommentar.
Tak fordi du læste med
PS. Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse (og lige for tiden også corona) hver fredag de næste 16 år, og at du altid har mulighed for selv at oprette et indlæg i Jagtstuen.
PPS. Det er Josefine Najbjerg Hansen, der har tegnet dagens tegning, og du kan se flere af Josefines fremragende tegninger her eller sende hende en mail på josefineart@gmail.com