Jeg har endnu en gang prøvet at kravle ind i hovedet på en hønemor:
Jeg er den eneste, der kan putte mine børn. Sådan er det bare. Vi har prøvet alle mulige modeller med deres far, deres mormor og deres farmor, ja endda deres morfar, men det gik slet ikke. Men sådan er det nok bare med små børn. Det er bare den, der har båret barnet, der kender det bedst. Det er svært at forklare, hvor meget det betyder, at man har mærket det lille hjerte slå, men det giver bare en helt særlig tilknytning.
Og i fredags fik vi det så bevist igen. Vi skulle i biografen, så svigermor var kommet over med svigerfar for at passe de små, men allerede om eftermiddagen mærkede jeg, at den var helt gal. Børnene havde det, jeg plejer at kalde ”akut-være-sammen-med-mor-behov”, og i sådan en situation er det bare ikke optimalt for dem at være sammen med andre. Miabella var indelukket og mut, og selvom hun sagde, at hun glædede sig, til farmor skulle komme, kunne jeg mærke, at det var ren facade. Det var noget, hun sagde, fordi hun gerne ville give mig, hendes mor, en god aften - men sådan et ansvar skal en lille pige jo slet ikke tage på sig. Og det var faktisk det samme med Maximilian. Han sagde også, han glædede sig, men han havde den der bekymringsrynke i panden, som man skal være mor for at kunne se, men som betyder, at han inderst helst vil have en aften på sofaen i familiens skød.
Og ganske rigtigt. Vi var ikke engang kommet ud ad døren, inden begge børnene spurgte, om vi ikke nok kom tidligt hjem, og jeg sagde: ”Selvfølgelig gør vi det”. For selvom vi havde snakket om at drikke en øl bagefter, skal man ikke jo tage let på den slags signaler - så jeg lovede dem at tage hjem i samme sekund som filmen sluttede. Og jeg havde da også sørget for at vælge en kort film, for nogle gange kan man jo blive overrasket over længden, og så sidder man der og ser en helaftensfilm, mens ens børn bare råber og skriger og har brug for én derhjemme. Og det går jo ikke, når man er forælder. Så har man et ansvar. Og da i særlig grad, når man er mor med stort M.
---
Og det var selvfølgelig også gået helt galt med svigermors putning. Godt nok sov børnene, da vi kom hjem, men jeg kunne forstå på svigermors blik, at det havde været besværligt, og selvom hun sagde, at de begge to var faldet tidligt i søvn, kunne jeg se, at tingene ikke var gået ordentligt til.
Miabella bliver altid puttet med en lille meditation og morkrammer og solen er så rød og et lille eventyr om kaninen kaninus, og Maximilian får altid en godnathistorie om pirater efterfulgt af fem kæmpekrammere, og hvis man ikke lægger sig hos ham, når man slukker lyset, bliver han meget utryg og kan måske vågne op midt om natten badet i sved.
Men svigermor havde tydeligvis ikke læst listen med ”gode ideer til putning”, for den lå præcis samme sted på køkkenbordet, som før vi tog af sted. Og nogle gange er det bare, som om hun slet ikke har lyst til at lære det. Altså, jeg har verdens bedste svigermor, det er slet ikke det, men nogle gange er det bare som om, hun slet ikke har forstået, at hun har to meget sensitive børnebørn, der har brug for, at tingene bliver gjort på en helt bestemt måde. Hver dag. Ellers er det, at de bliver nervøse og utrygge og bange, og så kan jeg bruge de næste mange dage på at rette dem ud igen. Måske burde jeg snakke med hende om det. Prøve at forklare det på en venlig og bestemt måde, men det er bare ikke nemt, når man ved, hvor vigtigt det er for hende at bevise, at hun har styr på alting. Som om hun ønsker være sådan en slags superfarmor, der aldrig laver fejl.
Jeg tror, det er bedst for alle, hvis der lige går et stykke tid, inden hun skal putte dem igen. Det tror jeg simpelthen, at børnene har behov for.
Tak fordi du læste med.