Fuck. Vi skal have pakket. Ungerne skal af sted. Og jeg skal have overstået prøverne. De studerende har fortjent en ordentlig eksamen, og det er jo ikke deres skyld, at jeg har 25 andre ting, jeg skal have ordnet i denne uge. Jeg er nødt til at være professionel, fokuseret og nærværende. Og håndtere deres sved. Deres nerver. Deres rutinemæssige brug af de samme teorier, der næsten alle sammen handler om motivation, udeskole og noget med Louise Klinge.
Det er heldigvis ikke mig, der står for selve pakningen. Det er min kæreste. Og hun er rutineret. Min primære opgave består i at skabe rum til hende (hvis du er vild med at læse om pakning, kan du i øvrigt læse mere her) Og uret tikker. Nu er der under et døgn til ungerne skal sendes over til bedsteforældrene i Jylland, så vi kan komme ud på Dyrskuepladsen og gøre os alle de samme erfaringer som sidst: Hvor er alle deltagerne dog absurd unge. Hold da kæft en lang kø til burgerbiksen. Plejer der være så mange mennesker, og var vi virkelig også så stive, da vi var 20 år gamle?
Nu er hun begyndt at finde tøjet frem. Jeg sidder med den yngste, der prøver at sove, hvilket er et klassisk genkommende tema hos hos, som du kan læse mere om i monsterteksterne, blandt andet her. Og jeg kan høre på hendes skridt, at hun er koncentreret. Selvom det her må være en af de nemmere sommerpakninger. Kun 5 dage. Kun børn. Og varmt vejr næsten hele tiden. Så bliver det noget andet, når hun skal pakke til familiehøjskolen og Læsø, hvor vi skal kunne transportere det hele på cykler, fordi øen har besluttet sig for ikke at have noget offentlig transport.
Det er altid en kamp at nå frem til afslapningen, nærværet og livsnydelsen. Hvor fanden er orangebilletterne? Har du husket at afbestille avisen? Hvad gør vi med blomsterne? De dør, hvis de skal klare bare en halv uge uden vand i det her absurd varme klimahus. Har du husket at overbevise den lille om, at vi under ingen omstændigheder har evnerne til at deltage i en workshop om sæbekassebiler? Det svarer til at sætte en bilmekaniker til at lave tænder. Og hvad med adresserne til sommerhusene? Er der styr på det? Har vi samlet alle papirerne på et sted? Og hvad med skoldkopperne? Stadig ingen tegn på blæner eller sår på den lille? Jeg dør simpelthen, hvis han er blevet smittet og det slår ud, lige når vi er kommet op på højskolen. Så må en af os tage med ham hjem til en af bedsteforældrene… og…og…og
Vi har stadig tusind ting på to-do-listen, og det ser vanskeligt ud, men vi når det hele, for det gør vi altid. Og i første omgang gælder det pakningen. Og prøverne. Jeg bliver nødt til at bevare fokus, så de studerende kan opleve en lærer, der er glad og giver hånd, hvis man ellers tør det i disse corona-volume 2 dage, men hvis vi nu bare spritter og tager forholdsregler, så går det nok. Det er sgu vigtigt med et håndtryk til eksamen: ”Hej med dig, velkommen til eksamen, sæt du her og giv dig god tid. Vi skal nok nå det alt sammen.”
Og selvfølgelig når vi det. Selvom der er tankemylder lige nu. Selvom ferien i småbørnsfamilien er et puslespil af adfærdsforudsigelser, behovsforudsigelser og oplevelsestilrettelæggelse, der helst skal begejstre og tilfredsstille i en grad, så ungerne kan svare helt oprigtigt ”ja”, når lærerne og pædagogerne spørger, om de har haft en dejlig ferie. For det er jo derfor vi pukler og forbereder os. Og gør klar. Fordi vi ønsker, at vores børn skal opleve en af de somre, som de en dag vil tænke tilbage på, når de skal vurdere deres barndom og forhåbentlig nå frem til en konklusion i stil med: ”Ja, det var da ikke altid nemt at have en mor, der gik meget op i pakning, og en far, der altid lagde sine eksamener lige inden ferien, men hold da op, hvor de alligevel gav os nogle dejlige somre, som vi altid vil tænke tilbage på med glæde, Ja, vel i grunden en perfekt blanding af afslapning og aktiviteter, familiehøjskoler og eksotiske øer, som vi også helt sikkert kommer til at besøge med vores egne børn, når de har alderen til det."
Men mindre kan også gøre det. Måske er det fint nok, hvis vi bare hygger os. Og slapper rigtig meget af. Og slipper den konstante stresstilstand som mange af os, i et eller omfang, altid lever med og som får sådan nogle typer som mig til at nå præcis samme erkendelse hvert år i slutningen af juli: ”Hvor er det dog dejligt at befinde sig i det her feriegear. Jeg tror sgu, jeg vil prøve at lade være med at løbe så stærkt næste år og måske blive lidt bedre til at slappe af og mærke mig selv.
Præcis samme erkendelse på præcis samme tidspunkt hvert eneste år.
Og nu til det jeg egentlig prøver at sige. Jeg har besluttet mig for at holde en lille pause. Eller ferie. Fra skriveriet. Nu har jeg i 170 uger i træk skrevet et indlæg om børneopdragelse, familieliv, folkeskole og alt muligt andet, men nu har jeg besluttet mig for, at jeg vil fjerne deadlinepresset fra mine skuldre og tage en lille pause her fra hjemmesiden. I stedet vil jeg benytte mig af et velkendt trick fra fjernsynet og køre med lidt genudsendelser henover sommeren. Jeg vil simpelthen genudgive nogle af de tekster, som har skabt lidt røre i andedammen eller dem, som burde have gjort det, men som ingen rigtig fik øje.
Så sådan bliver det. Jeg lukker ned med resten af samfundet, smækker benene op på en strandstol og nyder tilværelsen med min familie, mens jeg samler inspiration til alt det spændende, som jeg skal skrive om, når det bliver august og hverdagsagtigt igen. Indtil da håber jeg, at I alle må få en vidunderlig ferie, hvad enten I holder den i sommerlandet, i en kaotisk strejkeramt lufthavn, på et all-inclusive hotel på Gran Canaria, på en campingplads i Ebeltoft eller bare derhjemme, fordi I synes, at det kunne være superfedt at få malet terrassen, mens børnene er små og stadig gider hjælpe til.
Tusind tak fordi du har læst med og rigtig god sommer.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år (på nær lige de næste). Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
