I min bydel, Musicon, blev der for nylig stillet en gigantisk oppustelig moderkage op, hvilket fik mange af os til at stille os selv spørgsmål i stil med: "Hvorfor pokker ligger der en moderkage der? Hvor er det i grunden sjældent, jeg tænker på moderkager. Og hvor giver det god mening, at en sådan slasket og slimet størrelse sidder indvendigt og ikke udvendigt på gravide kvinder."
Herhjemme førte værket til, at jeg spurgte min kæreste, hvad der er den præcise forskel på en moderkage og en livmor, og jeg indrømmer gerne, at jeg burde vide det, og at jeg ikke ofte nok forholder mig til kvindekroppens anatomi - og da slet ikke den indvendige del.
Men det er vel også det, der gør værket så spektakulært. Man tager et indvendigt, skjult, gemt, usynligt organ (er en moderkage overhovedet et organ?), så forstørrer man det og puster det op, og pludselig bliver alle nødt til at forholde sig til det. Jeg har set adskillige mennesker strække nakken, dreje hovedet og ændre kurs, fordi de var nødt til at se, hvad det var for en krabat, der lå og fyldte på søjlepladsen. Jeg vil vædde på, at mange på den baggrund har haft snakke og ordvekslinger, de ellers ikke ville have haft.
Der var også en del, der tog moderkagen endnu mere til sig og brugte den aktivt. I løbet af den uge, den var udstillet, så jeg adskillige mødregrupper og babyrytmik-hold, som holdt møder ved den og brugte den som kulisse til deres træning. Jeg så endda en gruppe forældre, som dansede rundt om den med deres babyer i bæresele, og jeg tænkte, at det var en meget demonstrativ hyldest, og det mindede mig om dengang, hvor mange begravede moderkagen i haven og plantede et træ ved siden af i håb om et langt og frodigt liv eller noget i den stil. Moderkager er åbenbart et organ, der sætter stærke følelser i gang hos nogle mennesker.
Der var også en far, der dansede rundt om den en dag, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det ville jeg aldrig nogensinde kunne få mig selv til. Det ville simpelthen bryde med min maskuline selvforståelse at være en moderkagedanser, og hvis du synes, at den slags komplekser er interessante, vil jeg anbefale dig at læse denne tekst, hvor jeg argumenterer for fædres ret til at sige nej tak til babyrytmik.
Nå, men tilbage til moderkagen. Jeg tror, det er et meget velvalgt organ til oppustning og fremvisning, hvilket også viste sig på sidste udstillingsdag, hvor forældre-, moderkage- og fødselsinteresserede blev inviteret til fødslens dag med paneldebatter, workshops, træning og taler med moderkagen stående som den blævrende og brummende (den brummede rent faktisk om dagen) størrelse, den nu en gang var. Jeg er sikker på, at andre organer ikke ville have opnået samme status og hyldest. Forestil dig leverens dag eller den store tarme med charme dag på Musicon. Det ville helt sikkert også skabe opmærksomhed, men slet ikke i samme omfang og næppe heller kun for det gode.
Moderkagen passer perfekt til tidsånden og de mange debatter om moderskab, kvindekroppen og fødsler, og måske kan man ligefrem se den som et tegn på kvindelig frigørelse og ligestillingskamp. Under alle omstændigheder synes jeg, det er fedt at bo i et land, hvor en kunstner som Marie Munk får mulighed for at lave en kæmpestor moderkage, hvor en bydel som Musicon giver hende lov til at stille den op, og hvor folk føler sig frigjorte nok til at hylde den på forskellige måder - det var helt sikkert ikke sket i Rusland.
Mange tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments