Jeg bor over for en mand, der går mig på nerverne. Han er på en måde et slags spejlbillede af mig. Han er lyshåret, cirka 40 år gammel, underviser i pædagogik og har små børn, som han bruger meget tid sammen med. Men modsat mig, gør han alt med overskud og en selvsikkerhed, der får almindelige opdragelsesudfordringer til at prelle af. Han bliver aldrig træt, han bliver aldrig slået ud af kurs, og han lader aldrig sine frustrationer gå ud over sine børn. Og så har han selvfølgelig tre børn. Og arbejder med pædagogik på et højere niveau end mig. Og tjener helt sikkert også flere penge, end jeg gør.
---
Forleden morgen kørte jeg mine unger til skole i ladcyklen og på vej derned, så vi en temmelig langsom Christianiacykel foran os. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var Superdad, der sneglede sig af sted. Jeg ringede med klokken, fik ham til at trække ind og susede forbi, mens jeg kiggede på håndleddet for at signalere, at jeg var nødt til at skynde mig og ikke havde tid til at bremse ned og sludre. Som prikken over i’et sad mine unger og skrålede vindersangen fra MGP, og selvom det selvfølgelig havde været bedre med titelsangen fra Pippi eller Emil fra Lønneberg, gav det alligevel et indtryk af, at vi lå et godt sted på harmonisk-og-lykkelig-familie-skalaen. For en gang skyld havde jeg en følelse af overhånd i forhold til Superdad og tænkte, at han måske endda var en lille smule misundelig.
Han kunne jo heller ikke vide, at vi få minutter forinden havde gennemlevet en morgen, hvor den yngste skreg i fortvivlelse over, at det var blevet mandag (han troede, at der kunne være to søndage i en uge) og den store havde sultestrejket, fordi det åbenbart er uoverkommeligt at finde ud af, om man vil have brød, choko-chips eller havregryn til morgenmad.
Som vi sad der på ladcyklen, lignede vi det, vi allerhelst vil være: En overskudsfamilie med masser af mod på tilværelsen.
----
Senere samme eftermiddag, da Superdad var ude og plante dild eller persille i sit demonstrativt synlige højbed, vinkede han mig over på en måde, der var umulig at ignorere, selvom jeg gjorde alt for at signalere, at jeg kun var ude for at hente avisen.
-Sikke du susede forbi os i morges på ladcyklen, sagde han.
-Ja, vi vil jo gerne nå ned i skolen inden klokken 8.
-Det er også godt at holde tiden. Vi har fundet ud af, at vi godt kan køre stille og roligt og stadig nå det.
-Det var da dejligt for jer.
-Ja, vi går faktisk meget op i at tage det roligt for tiden. Derfor er vi også begyndt at køre uden el. Jeg slukker simpelthen motoren og træder i pedalerne, og ved du hvad det overraskende er?
-Øh…nej.
-At ungerne nyder den mere organiske måde at bevæge sig på. De er simpelthen blevet mere stille og rolige og sidder nu og suger omgivelserne ind. Tidligere sad de tit og sang og snakkede, men nu gør de sig bare mentalt klar til den kommende uge.
-Virkelig?
-Ja, og det må da virkelig være en dejlig måde at gå ind til dagen på. Tænk at komme helt overskudsagtigt ind til vennerne og de voksne.
-Øh…mine børn er faktisk også tit rolige i ladcyklen. Det er faktisk meget sjældent, at de sidder og synger.
-Fedt, men du skulle nu alligevel overveje at slukke for strømmen, det er bedre for strømforbruget, for klimaet og din krop. Ja, der er faktisk meget kvalitet i sådan en relativt lille justering.
-Det vil jeg da klart overveje.
Slukke for strømmen. Min bare røv. Gu vil jeg da ej slukke for strømmen. Men hvorfor sagde jeg ikke noget? Endnu en gang gik jeg duknakket og vingeskudt fra en samtale med Superdad, og denne gang oven i købet mens han stod med hovedet nede i præcis sådan et hjemmebygget højbed, som min kæreste altid har ønsket sig, men som vi ikke har fået anskaffet. Ved han ikke, hvor dum man ser ud, når man står med fjæset nede i sådan et bed? Fra nu af vil jeg drøne forbi ham hver morgen, mens jeg virker overskudsagtig og tilfreds med min strøm og mit tempo ude på cykelstien. Og hvis han nogensinde kommenterer på noget med strømmen igen, vil jeg have et megagodt svar parat, så han kan få noget af at tænke over…..men indtil da kunne det være fedt, hvis jeg kunne få ungerne til at se ud som om, de også suger noget ind af omgivelserne - eller i det mindste synger noget fra Astrid Lindgren.
Det må jeg lige have talt med dem om.
Tak fordi du læste med.
Hvis du godt kan lide at læse om Superdad, kan du blandt andet læse med her, hvor han holder weekend alene med ungerne. Ellers skal du huske, at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
