Jeg bor over for en mand, der går mig på nerverne. Han er på en måde en slags spejlbillede af mig. Han er lyshåret, knap 40 år gammel, underviser i pædagogik og har små børn, som han bruger meget tid sammen med. Men modsat mig, gør han alt med overskud og en selvsikkerhed, der får almindelige opdragelsesudfordringer til at prelle af. Han bliver aldrig træt, han bliver aldrig slået ud af kurs, og han lader aldrig sine frustrationer gå ud over sine børn. Og så har han selvfølgelig tre børn. Og arbejder med pædagogik på et højere niveau end mig. Og tjener helt sikkert også flere penge, end jeg gør.
Forleden dag, da jeg skulle ud og handle med min yngste søn, mødte vi Superdad, som var i færd med at pakke sin ladcykel (der selvfølgelig er en ægte Christiania).
-Vi skal lige et smut i Føtex.
-Hyggeligt. Vi skal også ud og handle.
----
Solen skinnede, så mig og den treårige tog turen med klapvogn igennem Roskilde Ring, og jeg tænkte over, hvor fedt det er, at vi er sådan en familie, der altid tager vores børn med i supermarkedet. Da jeg oplevede al virakken efter mit hente-tidligt-indlæg i Information, var der mange der skrev, at de godt kunne lide at klare indkøbene, inden de hentede børn, fordi de så undgik alle de konflikter, der kan opstå, når man har dem med.
Vi nu altid taget vores børn med i supermarkedet. Det kan føre til alt lige fra hyggelige ture til kaotiske slæbe-skrigende-børn-igennem-hele-butikken-ydmygelser og pege-på-slikposer-med-store- hundeøjne-øjeblikke. Men i det store hele har vi dog fået nogenlunde styr på handle-med-små-børn-disciplinen.
Måske hænger det sammen med, at vi er ret effektive. Og at børnene kan mærke, at det her er noget, vi gerne vil have overstået. Eller også er det, fordi vi tænker over, hvordan vi har dem med. Når det kun er den treårige, skal han altid blive siddende i klapvognen, og når vi har dem begge med, sørger vi for, at de bliver plantet i en indkøbsvogn, så vi ved, hvor de er, så de ikke forstyrrer de andre kunder, og så det ikke behøver tage længere tid end højst nødvendigt.
Nå, men den treårige og jeg kom ned i Føtex og fandt indkøbssms’en og gik i gang fra en ende af: Halvblød avokado, lasagneplader, mælk, flødehavarti, økologiske æg, sodavand, hakket oksekød, cookies, agurk, yoghurt med pære og banan og stor creme fraice på 18%. Da jeg stod og lænede mig ind over mælken og undrede mig over den kolossale prisforskel på økologisk mælk og almindelig mælk, var der en lille dreng, der høfligt henvendte sig til mig.
-Undskyld, er det okay, jeg lige smutter herind?
-Ja, selvfølgelig.
Hvor kendte jeg ham fra? Nå ja, det var jo Superdads ældste. Han gik rundt med en indkøbsliste og fandt forskellige varer, som han lagde i sin egen lille kurv. Senere, ved frugt og grønt, så jeg lillesøsteren på tæer i forsøg på at nå en broccoli på hylden over kartoflerne. Hvad havde de gang i? Gik de alene rundt i supermarkedet? Uden opsyn?
----
Senere på eftermiddagen gik jeg over til Superdad for at aflevere en bog tilbage, som jeg havde lånt (han havde anbefalet den varmt, men ikke lige nævnt, at den var på engelsk).
-Jeg så dine børn nede i Føtex?
-Nå ja, vi har gang i et lille eksperiment, hvor ungerne får lov til at finde varerne selv, og så kan jeg være udenfor med den lille og vente med at komme ind, til vi skal betale.
-Men hvordan ved din datter så, hvad hun skal have? Hun kan da ikke læse endnu?
-Nej, men vi sidder og laver nogle piktogrammer om formiddagen, inden vi tager af sted. Så snakker vi lidt om råvarerne, så de får et bedre forhold til dem. Jeg satser på, at de skal lære hele rejsen fra jord til bord, men indtil da, må de nøjes med at føle lidt medejerskab til rejsen ned til supermarkedet ha ha.
-Ha ha.
-Og så køber vi selvfølgelig økologisk. Så de ligesom lærer, at der er noget, der er mere lækkert end andet. Men det gør I vel også?
-Ja, for det meste. På nær hvis det er absurd dyrt.
-Okay…nå….sådan tænker vi ikke rigtig. Vi vil virkelig gerne give vores børn det bedste, og hvad skal man ellers bruge sine penge til, når man ikke orker være en del af hele brug-og-smid-væk-kulturen?
-Øh ja…sådan har vi det også mest..
-Men i virkeligheden vil vi helst støtte de allermest lokale. Vi har overvejet at få æg og mælk fra en økologisk landmand, og vi prøver virkelig også at støtte alle de små butikker her i området.
-Det er også en god ide. Men jeg bliver vist nødt til at smutte tilbage, det kan jo godt være lidt hektisk her i ulvetimen, ikke?
-Klart. Vi prøver at kalde det omsorgstimen.
-Øh..okay..hej.
-Hej.
Endnu en gang gik jeg knockoutet og overtrumfet hjem fra Superdads hus. Han er flink. Han er gavmild. Han er økologisk. Han har trænet sine børn til at gå alene rundt i supermarkedet og laver piktogrammer med dem, så de kan føle medejerskab for familiens indkøb. Han er på mange måder den perfekte udgave af mig selv, og alligevel synes jeg, han er skideirriterende.
Tak fordi du læste med.